Tredje gang er ikke lykkens gang
Jakob Weis og Paprika Steen er tilbage med tredje del af deres trilogi om fællesskaber, og denne gang er det venskabet, der står for skud.
I filmen er vi inviteret indenfor til nytårsaften hos Nomi (Tuva Novotny) og hendes bedste venner. Meget har ændret sig med årene, nogle er blevet forældre, mens andre stadig dater folk i tyverne. Meget er blevet sagt og gjort, men traditionerne holder de fast i og mødes traditionen tro for at sparke det nye år ind. Der er dog et uroelement i form af Nomis nye kæreste Finn (Lars Brygmann). Alene hans tilstedeværelse sætter skub i en masser spændinger under overfladen, og da han ovenikøbet er overlæge uden den bedste situationsfornemmelse, er det opskriften på den helt store katastrofe.
Nyt fællesskab, samme arketyper
Man kan efterhånden se konturerne i Jakob Weis’ og Paprika Steens beskrivelse af de fællesskaber, vi alle indgår i. Hvad end det er de tvungne i familien, mere formelle som forældre i en klasse, eller de tilvalgte som vennekredsen i den nye film, har de alle det til fælles, at enormt meget forbliver usagt.
Uanset hvor tætte karaktererne tror, de er på hinanden, er der så meget, de ikke indvilger hinanden i. De er i høj grad alle arketyper, men dialogen er så naturlig, at man ofte glemmer det. Der er også en pudsig rød tråd gennem alle tre film, hvor det er børnene, der er de mest modne personer. Hvad det siger om vores samfund, at man bliver mere barnlig med årene, er ikke rart at tænke på.
Alt dette er et solidt fundament for drama og intriger, rodfæstet i en genkendelig ramme, men hvad er det nye, som bliver skubbet frem i rampelyset i tredje omgang? Svaret er, ikke så meget.
Manglende skarphed
Man føler lidt, at man har set det hele før, og det er mildest talt skuffende, at man aldrig bliver overrasket over noget i handlingen, eller over de valg karaktererne træffer, da det hele lidt for forudsigeligt denne gang.
Der forsøges at sige noget om, hvordan vores tætte relationer med dem, vi har valgt i livet, er meget dybtfølte, men det bliver portrætteret med en nærmest incestuøs undertone. Ingen mennesker kan tilsyneladende holde inderligt af hinanden, uden også at have en trang til at gå i seng med modparten. Det er et fortælleteknisk kneb, der sætter skub i dramaet, men det er forceret på en måde, som de to forrige film ikke var.
Det er ikke bare manuskriptet og instruktionen, der vækker minder om bedre tider. Også skuespillerne har spillet de samme arketyper bedre før. Der findes fx et hav af film, hvor Lars Brygmann er langt mere underholdende, som den bedrevidende og asociale regelrytter, eller Anders W. Berthelsen i rollen som en stor dreng, der stadig mentalt er 17 år. Igen bør det påpeges, at dialogen er så skarp, at det næsten lykkes at skjule, hvor lidt kød, der er på karaktererne, men man føler sig aldrig følelsesmæssigt eller intellektuelt engageret, som det ellers var tilfældet, da det hele startede tilbage i 2018 med en kaotisk juleaften i Den tid på året.
Derfor er det måske meget godt, at Det nye år markerer afslutningen på Paprika Steen og Jakob Weis’ trilogi om fællesskaber. Ligesom de to forrige i film i den tematiske serie, er man underholdt takket været det solide filmhåndværk, men man sidder også tilbage med en følelse af, at nu har de efterhånden sagt det, de gerne ville sige.
