Mærk livet, før det er for sent
Den lidenskabelige lytter ofte i fuld alvor
Teatret Republique har gjort sig meget umage med at beskrive og forklare, hvad deres dissekering og gensamling som en levende installationsfortolkning af Thomas Manns klassiker, DØDEN I VENEDIG, er for en størrelse, og hvad publikum kan forvente. Alligevel sidder jeg traumatiseret tilbage, vågnet op fra et mareridt og med følelsen af en feber, der ikke vil slippe.
Hvis man flittigt opsøger scenekunsten, er dette visuelle ritual, som på mange måder mere er et levende kunstværk, der kan gentages, en oplevelse, der bliver ved med at hjemsøge de sanser, man ellers troede, man havde godt styr på. Men er du forholdsvis ny og våd bag ørene, når det kommer til teaterbesøg, så er det måske ikke her, du skal starte.
Hvis du samtidig har en bogreol fyldt med klassisk litteratur, fordi du elsker ordets magt, magi og især Thomas Manns detaljerede beskrivende fortællestil, så kan du næsten kun blive frustreret.
Men det er også her, at det bliver virkelig dragende og interessant. For et frustreret publikum behøver vel ikke at være en dårlig ting. Gør det?
Jeg er helt sikkert frustreret, forstyrret og irriteret, men samtidig forundret, opslugt og tiltrukket af værket. Mens jeg sidder her og skriver, aner jeg stadig ikke, om det er én stjerne eller seks stjerner. Om det er et kompromisløst mesterværk eller et fejlslagent eksperiment, og det beviser vel mere end noget andet, hvad kunst kan og skal. Eller?
Jeg kan heller ikke være en kujon og undlade stjernerne, som jeg ellers meget gerne vil. Så jeg stiller mig lige i midten, som perfekt spejler min splittelse og sindstilstand, når det kommer til dette værk.
Denne tilværelses velgørende rytme havde allerede trukket ham ind
Komponist og lyddesigner Marie Koldkjær Højlund sammen med medkomponisterne Morten Riis, Kenneth Nørby Andersen og Klaus Q Hedegaard Nielsen fortjener stor anerkendelse for at bidrage med et sprog hinsides ord, der giver et lærred til de følelser, der sjældent lader sig forklare.
Scenografien og samarbejdet med lysdesignet er i høj grad også med til at forme det usagte sprog, og især det sorte hav, der repræsenterer sygdommen og dødens oversvømmelse af byen, gjorde, at jeg instinktivt hev fødderne op fra gulvet for ikke at blive våd. Uhyggeligt.
Den fortryllede gik, lykkelig som i drømme, forvirret og frygtsom
Lotte Andersen fremfører de små monologer, der heldigvis har sneget sig ind i forestillingen, og bliver på den måde vores kompas i det uforklarlige. Det er nødvendigt, og der burde have været meget mere af det.
Alle de medvirkende går modigt til opgaven og har bidraget til det færdige resultat, og kun enkelte gange er skuespillerinddragelsen måske gået for langt. Jeg forstår og respekterer naturligvis scenerne, men de bliver trukket for længe, og i stedet for, at publikum får følelsen af tid til at opleve, analysere og reflektere, bliver man frustreret over stilstanden og gentagelsen, som på den måde gør fortællingens kompas diffust. Men her er vi så tilbage til spørgsmålet om galt eller genialt.
Jeg havde allieret mig med en kender af romanen, og ser man bort fra den manglende fysiske tilstedeværelse af ungdommen og fokus på dens misundelsesværdige skønhed, som optager hovedpersonen Gustav Aschenbach, så er romanen i høj grad stadig til stede i rummet.
Der bliver fokuseret mere på fornægtelse af alderdommen og tilbøjeligheden til at jage illusionen om ungdommen og det, der følger med, koste hvad det vil, og det er jo heller ikke en forkert analyse af romanen og den tid, vi lever i.
DØDEN I VENEDIG på Republique er til dig, der er klar til, at alle sanser bliver udfordret.
DØDEN I VENEDIG spiller fra 02. oktober til 25. oktober 2025. på Republique
Varigheden er ca. 1 time. Uden pause.
Medvirkende: Lotte Andersen, Bo Madvig, Anders Mossling, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Marie Brolin-Tani. Forfatter: Thomas Mann. Oversættere: Jørgen Herman Monrad, Judyta Preis. Instruktør: Anja Behrens. Scenograf og kostumedesigner: David Gehrt. Komponist & lyddesigner: Marie Koldkjær Højlund. Medkomponist: Morten Riis, Kenneth Nørby Andersen, Klaus Q Hedegaard Nielsen. Lysdesigner: Súni Joensen. Fotograf: Sara Galbiati.
