En overvældende historie
Eddington er en film, der vil alt for meget. Hvis man sætter sig ned og tænker over, hvor filmen slutter, er det helt absurd at kigge tilbage på, hvor det hele ellers begynder.
Handlingen starter ellers i den lettere ironiske afdeling med en konflikt mellem den lokale sherif og borgmesteren i byen Eddington, der ligger i New Mexico. Midt i coronapandemien er livet for den ikke alt for begavet sherif Joe Cross (Joaquin Phoenix) er ved at gå op i spåner. Da hans ægteskab er ved at falde fra hinanden, og svigermor er flyttet hjem på grund af pandemien, er han ved at få nok. Da han så bliver bedt om at tage mundbind i supermarkedet, ryger hovedet af, hvorefter han beslutter sig for at stille op som borgmester.
Et land i opbrud
Nu skulle man tro, at historien var lige til, og kunne udvikle sig til enten at være en fjollet satire over det amerikanske samfund, a la Cohen brødrenes Burn After Reading, men sådan går det langt fra.
I sidste ende vil instruktør Ari Aster gerne tegne et episk og altopslugende portræt af USA. Det er et portræt af et kaotisk land, hvor alle er ude af kontakt med hinanden, og øjensynligt lider af forskellige åbenlyse psykiske problemer. Et land, hvor alle mennesker er på deres telefon hele tiden, og alt er performativt og skingert til en sådan grad, at virkeligheden fremstår som en satire.
Hvis målet var at vise et land, der hænger sammen med gaffatape, er missionen lykkedes, men det er en pointe, man lige så godt kunne have præsenteret i en dokumentar, eller måske endnu bedre som en tv-serie.
For meget af det hele
Der er slet ikke plads til at gå i dybden med en film, der har valgt at placere sig midt i et valgår, covid-19, Black Lives Matter, Woke, fascisme, Q-anon, og så skal der også lige være et plot, som binder de mange vignetter sammen. Det lykkedes dog aldrig, fordi det er en historie, der entydigt følger en sherif, der er ved at bryde mentalt sammen, og han er måske ikke det bedste perspektiv til at bearbejde alle emnerne lige godt. Hvad har hans konservative synspunkt fx at bidrage med, når det kommer til en kommende serverfarm, der lurer i baggrunden af historien fra start til slut.
Derfor sidder man også mange gange med følelsen af, at filmen kunne have endt 4-5 gange. Så man ånder lettet op, da rulleteksterne endelig viser sig.
Så lad mig bare opsummere endnu engang, Eddington er en film, der vil alt for meget. Jeg har ikke engang beskrevet, hvordan en perlerække af de største og mest populære skuespillere slet ikke får lov til at folde sig ud. Den dobbelt oscarvinder Emma Stone er fx med i en så lille og flad rolle, at det er næsten misvisende at smide hendes navn på plakaten. Det er tydeligt, at Ari Aster har meget på hjerte, men måske det ville være bedre at give sig i kast med noget mindre næste gang, så der også er plads til den fordybelse, han ellers stræber efter.
