En flot tåreperser
I Elio møder vi titelkarakteren, som bor hos sin tante Olga. Hans forældre er døde, og Elio føler sig ikke rigtig tilpas nogen steder, hvorfor han har blikket stift rettet mod rummet og drømmer om at blive bortført af rumvæsner – for måske findes der en plads til ham et andet sted i universet. Hans ønske bliver opfyldt, men hurtigt viser det sig, at livet ikke nødvendigvis er mere ukompliceret i det ydre rum.
Mere en børnefilm end familiefilm
Det er et meget enkelt setup, med klare karakterer og en konflikt, der er så børnevenlig, at den ikke bare bliver fortalt fra et barns perspektiv, men også kunne have været løst på den halve tid.
Når uoverensstemmelserne kan løses med et kram, overdriver jeg kun en smule, fordi grøften er slet ikke så stor som den giver sig ud for at være, hverken i rummet eller på Jorden. Men selvom uenighederne ikke er dybe, er filmens store følelsesmæssige kerne stadig som designet til at få folk til at græde. Det er særligt i det anspændte forhold mellem den forældreløse Elio og hans tante, der fuldstændig uforberedt bliver gjort til hans værge. Man er aldrig i tvivl om, at de to elsker hinanden, så man føler sig virkelig manipuleret, når de konstant taler forbi hinanden, fordi man ved godt, hvad det hele fører til.
Alt handler dog ikke kun om forholdet mellem Elio og hans tante Olga. Der er også fundet plads til at udforske de klassiske Pixar-tematikker om tab og ikke mindst rejsen for at finde sin identitet og sig selv. De melankolske stunder er der ikke mange af, men når de dukker op til overfladen, fungerer de. Resten af tiden er tonen i den søde ende, med animerede figurer, der aldrig har været rundere, og en skurk, der aldrig er virkelig skræmmende.
Kører den hjem på rutinen
Selvom manuskriptet måske ikke er det mest modige i Pixars katalog, er det stadig en visuel fryd for øjet. Der er så mange små finesser og skøre designs af rumvæsner, som Elio møder på sin vej, at man ikke kan lade være med at sidde tilbage med en vis beundring over det arbejde, som animatorerne har lagt for dagen.
Elio er ikke den mest opfindsomme børne- og familiefilm, men den er flot og en rigtig tåreperser. Jeg blev oprigtigt rørt de helt rigtige steder i historien, men den manglende dybde og originalitet gjorde, at jeg følte mig mere manipuleret end normalt. Indtil slutningen havde historien ikke gjort sig fortjent til den rørende afslutning, og var animationsfilmen produceret af alle andre end Pixar, var det nok ikke lykkes at styre Elio i land som en tilfredsstillende oplevelse.
For selvom det måske er en Pixar-film, der kan kategoriseres mere som en børnefilm end en familiefilm, er filmen aldrig i nærheden af at være dårlig. Ja, filmen når aldrig de helt store højder, fordi den ganske enkelt ikke er ambitiøs, i hverken sit visuelle udtryk, karakterisering eller historie, men alt er så kompetent eksekveret, at Pixar nærmest kan skabe rørende situationer ud af ingenting.
Elio ender nok ikke med at være nogens favoritfilm, men som ufarlig underholdning, leverer den alligevel et par hjertegribende øjeblikke, man kan dele med sine børn, og et par positive budskaber, man kan tage med hjem.
