Et rystende og rørende portræt af en sammenbrudt stat
En kage til præsidenten tager os med tilbage til 1990’ernes Irak. Her bliver den 9‑årige Lamia udpeget som klassens repræsentant, der skal bage en kage til præsident Saddam Husseins fødselsdag. Det lyder som en banal opgave, men er en næsten umulig byrde i et krigshærget land, hvor selv basale madvarer er en luksus.
Sammen med sin klassekammerat Saeed, begiver hun sig ud i storbyen for at finde ingredienserne, og det bliver noget af en dannelsesrejse, der giver publikum et sjældent indblik i Irak, set fra civilbefolkningens perspektiv.
Et land, der er gået i stå
Man har til tider svært ved at forstå, at Irak grænser op til Iran. For hvor det islamiske styrer ikke kan sige se fri for sin del af åbenlyse problemer, særligt i disse dage, er Iran stadig en nation fuld af højtuddannede folk, hvilket ikke bare kan ses i måden, hvorpå folket forsøger at kæmpe imod, men ikke mindst i det kulturbidrag, som vi alle bliver beriget med udenfor landets grænser, gennem deres film og kunst.
Til forskel lever den irakiske pige Lamia i en fattigdom, som ikke helt er til at fatte. Alene med sin bedstemor, bor hun langs en flod i, bogstaveligt talt, et stråhus, og det tætteste hun kommer på velstand, er en hane, som ingen vil have, fordi den ikke kan lægge æg. Symbolikken og livsvilkårene er til at se og føle.
Skolen er heller ikke noget at være stolt af. Læreren er nemlig ikke underviser, men derimod soldat. Vores introduktion til ham er også i form af en skrupelløse situation, hvor han diskret stjæler Lamias æble, mens både hun og de fleste biografgængere kigger væk.
Hvis ikke uretfærdigheden var til at forstå, bliver det kun mere absurd, da der trækkes lod og Lamia vælges til at bage en kage i forbindelse med Saddam Husseins fødselsdag. For i sådan et samfund, er det er ikke en opgave for curlingforældrene, men en opgave, der sætter skub i en hel lavine af problemer, der følger med, når man rejser ind til byen, hvor loven kun endnu mere er et ligegyldigt stykke papir.
Tragisk og autentisk
Jeg ved ikke, hvor de har fundet de to børn, som vi tilbringer det meste af tiden med, men de er ganske enkelt eminente. Sjældent har man set så troværdige præstationer fra så små mennesker, der på intet tidspunkt fremstår utroværdige.
Som Lamias følgesvend bliver vi virkelig konfronteret med, hvordan et samfund ser ud, når alt, der minder om en sammenhængkraft, er sat ud af drift. Hvor forskellen mellem rig og fattig er så stor, at man ikke kan stole på nogen, og børn ser sig nødsaget til at stjæle frugter for ikke at få anmærkninger i skolen og blive fysisk afstraffet.
Der er virkelig hver mand for sig, og det er en virkelighed, som kun bliver mere åbenlys tragisk og idiotisk destruktiv, når man ser det gennem et barns øjne. For der er ingen vindere, kun tabere i denne historie, og med truslen om de amerikanske bomber hængende over hovedet, er det kun et spørgsmål om tid, inden det går hen og bliver endnu værre.
Derfor sidder man også med en klump i halsen gennem det meste af filmen. Det er hårde sager. Ikke kun fordi det er en historie, der omhandler børns mistrivsel, men mindst lige så meget, fordi det er spejl, der viser hvor lidt der skal til for at et samfund bryder sammen, hvis folk udelukkende tænker på sig selv, og ikke værner om alt de vi har sammen.
