Fra kældermørket til Hollywoods stråleglans
Animationsfilmen Lille Amélie har, siden premieren på Cannes Film Festival sidste år, taget den internationale filmverden med storm. Fra den fornemme verdenspremiere i Cannes til at vinde publikumsprisen i Annecy – og senest med nomineringer ved både Golden Globes, BAFTA-uddelingerne og ikke mindst Oscarnomineringen – har den uafhængige europæiske produktion bevist, at stor animationskunst ikke behøver at komme fra de største amerikanske studier.
Bag succesen står den kreative instruktørduo Maïlys Vallade og Liane-Cho Han. I forbindelse med den danske premiere har vi her på Kulturbunkeren talt med sidstnævnte om rejsen fra animationskælderen til den røde løber, vigtigheden af ikke at tale ned til børn, og hvordan en truende konkurs endte med at skabe filmmagi.
Der vil være spoilers undervejs.
Det surrealistiske rampelys
Det seneste år har været en udmattende, men euforisk rutsjebanetur for filmholdet. Siden festivalpremieren har kalenderen stået på en intens priskampagne med månedlige rejser rundt i verden. For et uafhængigt studie uden massive budgetter eller store Hollywood-stjerner i front, har opmærksomheden været overvældende.
“Dagen, hvor vi indså, at vi var nomineret, begyndte folk pludselig at spørge: ‘Hvilken film er den her femte film, som vi aldrig har hørt om, ved siden af Netflix, Disney og Pixar?'” fortæller Liane-Cho Han med stolthed i stemmen. “Det er selvfølgelig en enorm ære og en belønning for alle de anstrengelser, vi har lagt i filmen, men det er også totalt surrealistisk. Vi er bare simple tegnere, der for det meste arbejder i skyggen i vores kældre. Vi er ikke vant til den slags opmærksomhed fra Hollywood, så det har været en fuldstændig unik oplevelse.”
At publikum glemmer det tegnede medie og blot lader sig rive med af historien, har været den største ros for instruktøren. “Når folk kommer ud og siger: ‘Jeg glemte helt, at jeg så animation, jeg så bare rigtig cinema‘, så ved vi, at vi har ramt plet,” siger han.
En spejling af egen identitet
Lille Amélie er baseret på den belgiske forfatter Amélie Nothombs selvbiografiske roman fra 2000, som foregår i 1970’ernes Japan. Fortællingen følger en to et halvt år gammel pige af belgiske forældre, der er fuldt ud overbevist om, at hun er en japansk gud. Identitetskonflikten, der opstår, da hendes europæiske rødder i form af hendes farmor banker på døren, er en tematik, der ræsonnerer dybt i instruktøren selv.
Han er født og opvokset i Frankrig, men hans forældre flygtede fra Cambodja og Malaysia med kinesiske rødder.
“Hele mit liv har handlet om spørgsmålet: ‘Hvad er du?'” forklarer Liane-Cho Han. “Jeg er et produkt af Frankrig, men når man siger det, kan ens forældre godt blive lidt triste. Sandheden er, at man ikke behøver at vælge. Jeg er en blanding af begge kulturer. Det skaber en helt ny enhed, og det er præcis det samme, der gør sig gældende for Amélie. Hun vil altid være begge dele.”
At tage børn alvorligt
Noget af det, der får Lille Amélie til at skille sig ud i det moderne animationslandskab, er dens kompromisløse tilgang til svære emner. Bogen har et meget eksistentielt og til tider voldsomt voksent forlæg, men instruktørerne insisterede på at bibeholde fortællingens mørkere kanter i familiefilmen.
“Der er en udbredt holdning til, hvad børn kan klare at se på film. Men Maïlys og jeg tror på, at de forstår meget mere, end vi regner med,” uddyber Han. “De forstår det måske ikke intellektuelt endnu, men de afkoder det følelsesmæssigt. Spørgsmål om døden er nok de allerførste store spørgsmål, børn overhovedet stiller til livet. Hvis vi affejer dem og siger, at de er for unge, forsvinder nysgerrigheden ikke – de vil bare lede efter svarene et andet sted. Derfor må man ikke gøre døden eller sorgen til et tabu for dem.”
Han drager paralleller til klassisk japansk animation, især sit personlige favoritværk, Isao Takahatas Grave of the Fireflies, som aldrig var bange for at konfrontere sit unge publikum med krigens realiteter.
Det store øjeblikke på sammenbruddets rand
Som mange europæiske uafhængige produktioner, var filmen under et enormt pres under hele tilblivelsen. Grundet det stramme budget, måtte animationsprocessen koges ned til blot 14-15 måneder, og på et tidspunkt var kassen fuldstændig tom.
“Vi stod i et produktionsmøde, og beskeden lød, at vi ikke havde nogen penge. Vi var nødt til at skære næsten 20 minutter ud af filmen,” husker instruktøren tydeligt.
Denne alvorlige krise fremtvang imidlertid en af filmens mest magiske scener. I en sekvens drømmer Amélie, at hun kan skille havets vande som Moses. Oprindeligt skulle bølgerne og fiskene animeres i fuld bevægelse, men uden penge i budgettet måtte de tænke ud af boksen.
“Vi fik denne her skøre idé: ‘Hvad nu hvis vi bare lader tiden fryse?’ Vandet er frosset fast, fiskene hænger i luften – absolut ingen animation,” smiler han. Løsningen viste sig at indkapsle Amélies magiske, tidløse verdensopfattelse perfekt. “Nogle gange kan simplicitet være langt stærkere og mere følelsesladet, end når man forsøger at overvælde publikum med effekter.”
Et håb for fremtiden
For Vallade og Han var det essentielt, at filmens slutning bar et håb med sig, i modsætning til forlægget. I romanen afslutter Nothomb fatalistisk med konklusionen om, at efter tre årsalderen skete der intet af værdi længere, og romanens antagonist ser koldt til, da Amélie næsten drukner.
Instruktørerne valgte aktivt at ændre dette. I filmen er det selvsamme antagonist, Kashima-san, hvis hårde skal krakelerer, hvorefter hun redder Amélie.
“Vores film handler om accept. Accept af, at alt er flygtigt. Men på trods af livets udfordringer, tab og krigens ar, er livet værd at leve,” afslutter Liane-Cho Han. “Budskabet er, at empati – særligt empati over for et barn – forhåbentlig rummer kraften til at bryde generationers had og løse verdens største konflikter.”
Lille Amélie er ude i biograferne nu og kan ses på både dansk og originalsprog.
