En melankolsk animationsfilm for voksne

Fra skaberne af Mary og Max, får vi igen en dyster, mørk og noget tungsindet fortælling præsenteret.

Denne gang følger vi tvillingen Grace, der fortæller sin livshistorie til sin yndlingssnegl. Som en ensom outsider vokser Grace ikke bare op udenfor fællesskabet, men rammes også af det eneste store tab efter det andet, ikke mindst den meget tidlige adskillelse fra hendes tvillingebror Gilbert. Hendes eneste livspunkt er passionen for snegle, der hjælper hende med angsten og følelsen af at være forladt. Alt ændrer sig dog, da hun møder den excentriske Pinky, og gennem det uventede venskab, får Grace en ny tro på livet.

Det er en historie fuld af død og ulykker, af ensomhed og en verden, der ikke vil kendes ved hende, da hun ser anderledes ud.

Et taktilt nærvær
Med så alvorstung og hård en livsfortælling for den stakkels Grace, er der sikkert mange, som vil blive rørt af de sørgelige stunder, men personligt blev det også for meget til sidst. Der er kun så mange dødsscener man kan se, med de nære og kære i Graces liv, der går bort, mens hun fælder en tåre, før man som forsvarsmekanisme bliver følelseskold. Personligt blev den grænse nået tidligt, men den vil sikkert variere fra person til person.

Hvad man til gengæld ikke kan sætte en finger på, er produktionen. Endnu engang har vi med eminent stop-motion animation at gøre, og det tilfører en taktil råhed til dukkerne, som man ellers ikke kan se i computergenererede tegnefilm – og da slet ikke i dag, hvor selv de amerikanske produktioner, efteraber animegenrens overgearet og hysterisk ekspressive karakterer.

Til forskel kunne En snegls erindringer næsten have været live-action, så meget nede på jorden er vi. Det er også netop derfor, at filmen står tilbage som noget særligt.

Det er en animationsfilm for voksne, der ikke føler sig nødsaget til at lefle for et ungt publikum med raslende nøgler i form af overenergiske scener eller en historie fortalt i et hæsblæsende tempo. Man får lov til at sidde ned med Grace og høre hendes livshistorie. Det er en rørende fortælling, der også måske er lige lovlig rørende, men man kommer ikke uden om, at instruktør Adam Elliot og co. igen har skabet et værk, der står tilbage som en melankolsk påmindelse om, at animationsfilm kan være mere end pauseunderholdning.