Marie Guldagers anmelderroste roman som teater
Jeg ved ikke, om jeg findes mere
Et blink med øjnene, og jeg er tilbage til halvfemsernes og dansk films insisteren på den tunge og grå socialrealisme blandet med det fandenivoldske, sarkastiske spyd, der konstant borer sig ind i siden på sit publikum. Men det er ikke en film, det er en væg af røde mursten, der indrammer scenen på Mellemgulvet i Skuespilhuset.
Næsten gemt væk i hjørnet sidder Lotte, spillet af Iben Hjejle, og observerer de mennesker, der om lidt bliver suget ind i hendes liv, og påmindelse om de få beslutninger, der skal til, før hele ens verdensopfattelse smuldrer, og rejsen ned til bunden allerede er ved at nå sidste stoppested.
Romanen, Endnu en dag i Guds skaberværk, er en del af Katrine Marie Guldagers trilogi om vrede kvinder, og i Camille Sieling Langdals bearbejdelse og iscenesættelse går der ikke mange sekunder, før genren holder publikum fast, mens sandhederne om det sprækkende velfærdssamfund bliver belyst fra alle vinkler. Det er hård, men nødvendig kost.
Over alt er bagsiden af medaljen den samme
Endnu en dag i Guds skaberværk handler om Lotte, der lige er blevet fyret som sagsbehandler, fordi hun nægter at se den anden vej. Samtidig ringer hendes ekskærestes næsten voksne søn Daniel, som ikke kan komme i kontakt med sin far. Sammen finder de Michael død i sin lejlighed. Herfra begynder opklaringsarbejdet samtidig med livets forhindringer, krav fra systemet og kampen for at holde sig mentalt oven vande.
Der er meget, der skal fortælles, måske lidt for meget, og socialrealismen må give plads til et opklarende krimimysterium, som igen må give plads til komedien i skikkelse af naboerne Kasper med a, Charlotte og deres tre børn, som igen må give plads til sarkasmen i skikkelse af kursuslederen Lars og de andre gamle kolleger. Men når det kommer til stykket, er det alt sammen en nødvendig ingrediens i gryderetten, for ellers bliver Endnu en dag i Guds skaberværk i al sin magtesløshed for tung og umulig at rumme.
Det er i dag, jeg skal på CV-kursus
Forestillingens store gave er Iben Hjejle, der formidabelt kan balancere karakteren Lotte, så det sjældent lyder som en sprutlugtende klagesang over samfundet, men som en realistisk kortlægning af en kvinde, der med de bedste intentioner vil hjælpe mennesker i et system, der langsomt, men sikkert fejler og synker, samtidig med, at en ildeset kendsgerning dukker op blandt vragresterne. Mennesket kan og vil ikke hjælpes.
Alexander Bryld Obaze går på scenen som papsønnen Daniel og er et kærkomment syn hver gang han dukker op fra bag den røde murstensvæg. Karakteren er svær at få ud over scenekanten i begyndelsen, men i takt med, at Lotte når ind til hjertet på den forsømte teenager, forstår man de kunstneriske valg. En anden grund til, at man glædes hver gang Daniel er på scenen er, at forestillingen er enorm teksttung i sine monologer, og man har brug for en pause, hvor to mennesker taler sammen, så vi får en chance for indhente forestillingens dramaturgiske fortællerkurve.
Forestillingen, Endnu en dag i Guds skaberværk, fungerer bedst, når rytmen bliver sat lidt op, selvom valget generelt er faldet på det tålmodige tempo. Skuespillet og iscenesættelsen er fyldt med små detaljer, hvor der også er plads til en lille hinde af metalag. Scenografien sætter en bastant ramme, men bidrager flot til den visuelle medfortælling, og så er den funktionel, også når forestillingen drager på turné.
Man skal ikke altid gå i teatret blot for at blive underholdt, og denne forestilling er med til at holde fokus på, at vi som mennesker over for hinanden altid kan gøre det bedre.
Endnu en dag i Guds skaberværk spiller fra den 11. december til den 07. februar 2026. Mellemgulvet. Skuespilhuset. Tager på turne i 2026.
Varighed: 1 time og 30 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Iben Hjejle, Alexander Bryld Obaze. Forfatter: Katrine Marie Guldager. Iscenesættelse og bearbejdelse til scenen: Camille Sieling Langdal. Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Janus Jensen.
