Et tankevækkende gys
Efter at have haft sin sejrsgang i både Japan og resten af verden, er den japanske gyser Exit 8 endelig landet i de danske biografer.
Præmissen, der er lige dele enkel og skræmmende, følger en ung mand, som under en metrotur får en opkald fra sin ekskæreste. Hun fortæller ham, at han skal være far. Det er noget af en omvæltning for en person, som på mange måder føler sig utilstrækkelig, hvilket også bliver yderligere understreget, da han ikke tør stå op for en kvinde med en grædende baby, der bliver overfuset af en anden passager. Vores hovedperson får et astmatisk anfald, og før han ved af det, er han fanget i en endeløs korridor, uden nogen udgang. Han finder ud af, at han skal nå Exit 8, for at slippe ud, men det er lettere sagt end gjort, når virkelighedens spilleregler er ophævet.
Genialitet i det små
Der er en gennemgående genialitet over Exit 8. Alt lige fra paranoia over at være fanget under jorden, rædslen ved ikke at kunne flygte fra sig selv, og måden, hvorpå de nærmest kliniske omgivelser hele tiden filmes fra nye sider. Produktionen fejler intet, og man ikke lade være med at beundre håndværket.
Det lykkes virkelig at få meget ud af få midler. Fx bliver symbolet på, hvor indre konflikten er, at filmens ”antagonist” er en helt almindelig forretningsmand, der bare går ned ad korridoren uden at gøre noget mod vores hovedperson, for der er ikke noget værre end at møde en person, der går målrettet, når man selv er det stik modsatte.
Tankerne får virkelig lufter under vingerne, fordi man fanger sig selv i at reflektere over, hvordan man til tider selv er sin egen værste fjende.
Skal man klandre filmen for noget, er det måske, paradoksalt nok, at konceptets begrænsninger alligevel hæmmer oplevelsen til tider. Selv med en kort spilletid, kan de mange gentagelser til tider føles noget langtrukne.
Som helhed er Exit 8 dog en enormt vellavet gyserfilm, der får det absolut meste ud af sit beskedne budget. Den sætter sig i kroppen, og som de bedste David Lynch, glider den også over i det virkelige liv, hvor jeg allerede flere gange har fanget mig selv i at overvejet om noget var galt, mens jeg gik ned ad en tom gang.
