En adrenalinfyldt og medrivende oplevelse
Blockbustersæsonen er efterhånden godt i gang, og derfor er det også meget passende, at der med F1 er udkommet en film, der er som skræddersyet til biografen.
I F1 møder vi den midaldrende og afdanket Sonny Hayes (Brad Pitt). For 30 år siden var han det største og mest lovende talent indenfor motorsportens elitedisciplin, formel 1. En ulykke tvang ham til et tidligt karrierestop, og efter at have levet årtier som en racernomade, der har deltaget i alverdens mindre løb og bor i sin autocamper, opstår muligheden igen for at vende tilbage til den disciplin, der kasserede ham så nådesløst.
Hans gamle kammerat og tidligere racerkører Ruben Cervantes (Javier Bardem), ejer nu et F1-hold, men står til at miste det, hvis ikke han kan vinde et af de sidste Grand Prix. I ren desperation beder han Hayes om hjælp, og selvom det ikke ligefrem er en gylden chance, er det stadig en mulighed for Hayes til at råde bod over sin fortid.
Den mest konventionelle historie
Alt er meget enkelt i det univers, som den afdankede racerkører Sonny Hayes befinder sig i. Det er en verden, hvor der er gode og dårlige mennesker, og hvis bare man sætter den rigtige person foran rattet, skal alt nok løse sig, helt af sig selv.
På samme måde er der heller ikke nogen mennesker, eller sågar arketyper i filmen. Karaktererne i manuskriptet er mest af alt brikker, hvis eneste eksistensgrundlag er at opbygge en letforståelig hero’s journey.
Du har den desperate holdejer, spillet af Javier Bardem, der er villig til at lægge alt på et bræt for ikke at miste sit hold, men langsomt ender med at tale i citater. Kerry Condon er chefingeniøren med et godt øje til Hayes, der gerne vil vise sit værd som den første kvinde i den position, men et menneske bagved den drøm, skal man lede længe efter. Damson Idris spiller den kæphøje unge kører, Joshua Pearce, der har det rå talent, men ikke har lært at lytte og samarbejde endnu. Der er også plads til, at danske Kim Bodnia kan spille en større rolle. Alle karakterer lyder måske dynamiske, men har dog et fælles karaktertræk, og det er deres evige beundring for Sonny Hayes, der er den bedste, som aldrig vandt en Grand Prix.
Fanget mellem to stole
Brad Pitt spiller Hayes med sin vanlige charme, og selvom der ikke er meget kød på karakteren, gør han, hvad han kan. På samme måde kan skuespillere som Javier Bardem og Kerry Condon få selv de mest banale replikker til at lyde poetiske, men det entydige fokus på at ophøje Brad Pitts karakter, reducerer også de andre i ensemblet til statister, hvis liv går i stå, når ikke de er sammen med Hayes.
Det er også filmens allerstørste svaghed, at den til trods for den generelt meget lette og humoristiske tone, alligevel gerne vil have nogle dramatiske øjeblikke. De har dog ingen gennemslagskraft, for der er ingen tyngde i plottet.
Man bliver nærmest opfordret til ikke at tænke. Pearces aggressive adfærd overfor Hayes, får vi ikke engang lov til at regne ud, skyldes et mindreværdskompleks, filmen siger det direkte i dialogen.
Det er også en moderne film, hvor vi hele tiden får at vide, at Sonny Hayes er en nar, men han opfører sig aldrig nogensinde som en. Han hjælper gennem hele filmen sit hold og er direkte og kontant, som en klassisk mentor skal være, undtagen når dramaet kræver, at han pludselig skal være stille, så der kan opstå en misforståelse, som ellers ville kunne have været affejet med en enkelt sætning.
Det har helt klart været intentionen, at Sonny Hayes skulle være en broget skikkelse, men nuancer er der ikke plads til i dag, og af frygt for at støde publikum, forbliver han pæn i alle leder og kanter.
Racerløbene er som at sprøjte benzin i blodet
Ironisk nok har jeg nu brugt meget spalteplads på historien, for det er slet ikke det, der har været fokus for instruktør Joseph Kosinski og co. For ligesom det er tilfældet for Hayes, så er historien blot et mellemspil, indtil vi kan komme bag rattet og se nogle fede racersekvenserne. Spørgsmålet bliver derfor også, om de sekvenser opvejer for manuskriptets mangler – og svaret er et rungende ja.
Sjældent har jeg været så tryllebundet som usynlig passager i en F1-bil. Personligt bryder jeg mig ikke engang om biler, men selv jeg må bøje mig i støvet og anerkende, at sekvenserne her er noget helt særligt. Det et tydeligt, at Kosinski bygger videre på produktionen af Top Gun: Maverick, og har overført håndgribeligheden fra luften til den varme asfalt på banerne.
Man bliver fuldstændig opslugt af løbene, mens der krydsklippes fra de elegante, svævende racerbiler, og over til pitten, hvor alle er ved at flå hovederne af hinanden, fordi næsten alt selvfølgelig går galt. Der er ikke meget ved løbene, der giver logisk mening, men som et visuelt festfyrværkeri, kan det næsten ikke gøres bedre.
F1 er en rigtig biograffilm, med tryk på biograf. Det store IMAX-lærred er en fryd at bliver eksponeret for, når filmskabere som Joseph Kosinski, virkelig formår at udnytte biografens forcer til det ypperste. Ja, historien bliver man ikke betaget af, karaktererne er så generiske, som det kan lade sig gøre, og nogen vil måske synes, at længden er lige i overkanten, men som en episk, adrenalinskabende og medrivende biografoplevelse, er det svært ikke at mærke suset og svæve ud af biografen, når rulleteksterne kører.
