Endnu et kunstnerisk sats af Jim Jarmusch
Efter en længere pause er Jim Jarmusch tilbage i biografen med antologifilmen Father Mother Sister Brother. Her får vi tre separate historier om voksne børn og deres ikke alt for tætte relationer til deres forældre. Den eneste fællesnævner er de anspændte forhold, ellers udspiller fortællingerne i forskellige lande, mens familiemedlemmerne på humoristisk og melankolsk vis forsøger at nå hinanden, mens et helt liv af uudtalte konflikter og følelsesmæssige bagage farver hver eneste interaktion.
© Frederick Elmes
En forceret film
På mange måder føles det som en afgangsfilm. Det skyldes ikke bare den meget tænkte fortællestruktur med tre tydelige akter, markeret ved ikke bare stemnings- og landeskift, men også i udskiftningen af hele ensemblet hver gang, som i sig selv er en meget åbenlys måde at understrege, filmskaberen har kunstneriske aspirationer. Et klart koncept vil jeg ikke stå i vejen for, men det handler mere om, desværre fristes man til at skrive, selve eksekveringen, der leder tankerne mod en studerendes første produktion.
Kunstigt iscenesatte relationer, en tvivlsom brug af greenscreenes, lommefilosofiske monologer, en flad lydside og et kameraarbejde, der er så utilsløret, at man til tider har svært ved at tro på, at det er den 73-årige Jim Jarmusch, der første gang stod bag kameraet i 1980, der har skrevet og instrueret filmen. Vi er med andre ord langt fra stilfærdige mesterværker som Broken Flowers og Paterson.
At produktionen ikke falder sammen, skyldes ene og alene ensemblet. Skuespillere som Tom Waits, Adam Driver, Charlotte Rampling og Cate Blanchett excellerer i det naturalistiske, akavet og menneskelige, Jim Jarmusch elsker at sætte fokus på, når vi ser de tre forskellige familiekonstellationer, og hvordan tætheden ofte kommer til udtryk på de mest uhensigtsmæssige måder.
© Yorick Le Saux
Ingen garanti for, at du vil elske eller hade den
Father Mother Sister Brother er en pudsig lille film, der uden tvivl vil sætte tankerne i gang hos dem, der kan ses sig selv i en (eller flere) af de familiære relationer, som Jim Jarmusch hiver fat i. Det stærke ensemble af fremragende skuespiller gør også, at ingen af akterne fremstår falske, om end de alle tester ens tålmodighed. Hvad der dog ikke lykkes, er at skabe en samlende oplevelse.
Der er i høj grad tale om en film, hvor de enkelte dele ikke går op i en højere enhed. De fleste vil nok sidde med en fornemmelse af at have set tre kortfilm, der er tematisk forbundne, men som ikke underbygger hinanden. Jeg har dog personligt svært ved at blive virkelige forarget over filmens mangler, fordi Jim Jarmusch har altid stået for idealet om at følge hjertet og ikke konventionerne.
Lidt ligesom de familier, vi møder, kan man ikke altid bestemme, hvad der virkelig rør en i livet. Så har man mod på at kaste sig over filmen, er der en chance for, at man kan få en helt enestående oplevelse, men der er ingen garanti for det.
