En samfundssatire om grådighed, magt og begær
I nærmer jer ingen, men uden hast
Forestillingsæstetikken står forrest i Betty Nansens udgave af FAUST.
I første del inviteres vi ind i en blanding af en Roy Andersson film fornemt ført igennem en Pop Art blænder. Scenografi og kostumer af Maya Livingstone blænder os som billygter om natten og understreger, hvor tomt mennesket føler sig, mens det klæder sig i strålende, købte, selvlysende fjer.
Det følelsesstyrede forbrug kan ikke længere forklares, for der er ingen følelser tilbage, kun procesretligt sprog, der kan retfærdiggøre manglen på næstekærlighed.
Det er en voldsom omgang, men klogt gemt bag satiren, der gør, at vi kan holde kampen mellem Mefisto og Faust ud uden at tage det alt for personligt.
Thomas Hwans Mefisto er tørtalende og uendeligt træt af os mennesker. Heldigvis opvejer ansigtsmimikken, at djævelen ellers virker lidt ufarlig, i hvert fald rent kropsligt. I ansigtet kan vi svagt ane, hvad der lurer inde bag den lukkede og rankryggede stolthed. Han er både den grædende og stolte klovn, men også den utilregnelige hofnar.
Nicolaj Kopernikus’ signatur, hvis jeg må have lov at kalde teknikken det, som den forvirrede, famlende og usikre, virker perfekt til denne udgave af FAUST. Han vil så gerne være intellektuelt urokkelig, men han er rastløs og godtroende naiv. Hver gang han selv mener at have regnet sin kamp med djævlen ud, er Mefisto altid foran med et nyt bevis på, at mennesket, inklusiv Faust selv, intet lys eller håb har tilbage om at kunne være noget for andre end sig selv.
Min skyld tynger mig. Nej, det er din rustning
Første akt flyver afsted, og der er allerede pause, bedst som det nye Bettys vision om kritisk samtidsteater, der kradser i hjernen, har bidt sig fast.
Dette er ikke en version af FAUST, hvor vi skal svælge i tekstens poesi eller udtalen, men om hvad FAUST kan gøre for os nu, hvor den globale fællesbevidsthed har bevist, at vi er villige til at stå passivt til, mens grusomheder og fortidens faresignaler bliver ignoreret.
Lea Fedida Claussen har instrueret og bearbejdet sammen med Elias Sadaq. Det er blevet til en Faust, der nu er forfatter, som skal promovere sin nye bog FOR A BETTER WORLD.
Vi kender den alle sammen. Den eksisterer selvfølgelig ikke i virkeligheden, og alligevel kender vi bogen, selv om vi ikke har læst den eller gad læse den, hvis vi kunne. Vi ved, at verden kunne blive bedre, hvis vi opførte os og gjorde sådan, som bogen anbefaler. Men altså, er det virkelig os, der skal rejse os først?
I anden del bliver scenografi og kostumer til klassiske Disney stereotyper puttet ind i Disney kulisser, men som hvis Pink Floyd havde udgivet det som et albumcover.
Fælles for begge akter eller dele, som de kaldes i denne omgang, er, at ligposerne, som der er rigeligt af, knitrer og larmer ustyrligt meget ude i kulisserne, så illusionen brydes, når vi kan høre de døde rejse sig og pakke sig selv ud. Bevares, vi ved alle, at vi sidder i et teater, men det er stadig lidt ærgerligt.
Det evigt tomme er mit sande rige
Selvom FAUST er en rammende begyndelse på det nye Betty, så er der også en tendens til lidt for meget dramaturgisk slap line, hvor der bevidst hoppes over, skæres fra, spoles forbi, mens det stadig forventes, at publikum har kendskab til forlægget. Måske er der lidt for mange bolde i luften, der ikke alle gribes lige sikkert.
Men som jeg næsten lige har lært, er teater det værste sted for virkeligheden, og når man gerne vil påvirke virkeligheden med fiktionen, kan der ikke samtidig forventes svag vind på overfarten.
Jeg er vild med det nye Betty, og jeg glæder mig rigtig meget til at se mere.
Faust spiller fra 26. september til 31. oktober. 2026. Betty Nansen.
Varighed: 2 timer inkl. pause.
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew. Instruktør: Lea Fedida Claussen. Bearbejdelse: Lea Fedida Claussen, Elias Sadaq. Efter Forlæg Af: Johann Wolfgang Von Goethe. Oversættelse: Arne Rosenhoff. Scenografi Og Kostumedesign: Maya Livingstone. Komponist: Simon Richardt. Instruktørassistent: Mathilde Cuhra.
