En toer uden nogen rigtig historie
Efter den første Five Nights at Freddy’s blev en kassesucces, er det igen blevet tid til at rejse tilbage til den alt andet en hyggelige familierestaurant, Freddy Fazbear’s Pizza.
Mike (Josh Hutcherson) og Vanessa (Elizabeth Lail) har stadig psykiske ar fra den første film. Mens de forsøger at lægge Freddy Fazbear’s Pizza bag sig, kæmper Mike med at skabe en stabil tilværelse for sin lillesøster Abby, mens Vanessa hjemsøges af mareridt om sin far, der myrdede børn og skabte de uhyggelige animatroniske figurer. Traumet har bundet dem sammen, men de forsøger begge at beskytte Abby, der stadig tror, at de farlige robotter var hendes venner.
Man kan dog ikke holde mørket tilbage for evigt. For mens Mike og Vanessa prøver at vende tilbage til en normalitet, er pizzarestauranten blev kult blandt uvidende unge – og der er mange flere forladte restauranter tilbage, så mareridtet er langt fra slut.
Hvorfor en efterfølger?
Den første udfordring en efterfølger til Five Nights at Freddy’s står overfor er, at den første film fortalte en absurd, men afsluttet historie om generationelle traumer, og fik vredet alt, hvad man overhovedet kunne ud af videospilskonceptet. Vores trio var på intet tidspunkt særlig interessante, men de gjorde deres job som arketyper, der kunne binde jump-scares nogenlunde naturligt sammen.
Men fra start, står det klart, at det ikke er lykkedes for instruktør Emma Tammi og co. at finde på en ny og god historie. Det meste af spilletiden er toerens manuskript nærmest én lang epilog, hvor vi udforsker efterdønningerne fra de traumatiserende begivenheder i den første. Alt imens får man indtrykket af, at filmskaberne forsøger at lægge fundamentet til en ny fortælling i samme ombæring.
Gys for gysets skyld
Det lykkes dog aldrig at overbevise en om, at der er mere at sige om seriemorderen Michael Afton og de animatroniske monstre. Nu hvor vi har tilbragt flere timer med Mike, Vanessa og Abby, bliver det kun svære at acceptere, når de roder sig ud i drabelige situationer, uden at tænke tingene igennem. Filmen ender derfor som en lang række særskilte gysersekvenser, der hører mere hjemme som selvstændige YouTube-videoer end i en sammenhængende biograffilm.
Logikken er smidt fuldstændig ud ad vinduet, for hvis bare karaktererne kunne tænke sig en lille smule om, ville det hele være overstået på et kvarter. Så da vi endelig når, hvad vi tror er slutningen, og i stedet bliver mødt med en forceret cliffhanger, gisper man ikke efter vejret, men ruller med øjnene.
Five Nights at Freddy’s 2 formår aldrig at retfærdiggøre sin eksistens. Den består hovedsageligt af en række mere eller mindre vellavet horrorsekvenser, men på intet tidspunkt, er det nogen medrivende gyserfilm. Selv efter to film med Mike, Vanessa og Abby, er de stadig ikke karakterer med nogen dybde, men blot stand-ins for publikum, der eksisterer for at løbe skrigende væk fra det ene jump-scare efter det andet. De har stadig ikke lært at tænkte en tanke til ende, og der er ikke noget mere frustrerende, end dummer personer i en gyser.
Derfor er det – nok engang – kun de allerstørste fans af spilserien, der kan få noget ud af filmen. De kan studse over de finurlige og mange referencer, filmskaberne har sneget ind, men for alle andre er der tale om en horrorfilm blottet for dybde.
