En musikalsk intimforestilling
![]()
Ikke til døden os skiller, men til livet os skiller
Pernille Højmark kommer frem med to musikere, Stine Findsen og Peter Michael Jensen, og begynder at fortælle om en barsk barndom med forældresvigt, daglige slåskampe i Godthåb (nu Nuuk), og hvordan hun kom ind på teaterskolen i Aarhus allerede som 19-årig, fordi juryen sagde, at hun lignede en knytnæve i ansigtet.
Som aftenen skrider frem, bliver anekdoterne og livshistorierne mere dystre, men der er da også plads til glæden og kærligheden eller manglen på samme.
Mellem de velreflekterede anekdoter får vi til lejligheden udsete sange, der akkompagnerer stemningen og helt oprigtigt virker som en naturlig forlængelse mere end en tilføjelse.
Der er slet ikke nogen tvivl om, at det har været og sikkert stadig er et liv med fart på, men FØRST NU FORSTÅR JEG INTET føles ikke som et hurtigt forsøg på endnu en smuttur på landevejen.
De valgte episoder, hændelser og fortællinger vil mere end blot underholde. Det virker mere som om, at hun prøver at finde et fællesskab, der efterhånden er godt og grundigt gemt eller glemt.

Så er der rav i det røde hav
Ifølge Pernille Højmark selv er det vigtigt, at forestillingen, som jo nok mere er et koncertforedrag, foregår i en fyldt lille sal i modsætning til en halvfyldt stor sal, og det kan man kun give hende ret i. Der var fuldt hus til premieren, og med plads til omkring 50 gæster var nærværet og øjenkontakten til stede i en sjælden grad, der føltes som en munter bordsludder på caféen.
De dygtige musikere Peter Michael Jensen og Stine Findsen fandt i løbet af aftenen en skattekiste af instrumenter frem, der alt sammen lød fremragende, med trommemaskinen som eneste undtagelse.
Højdepunktet, hvis der skal vælges et, var fremførelsen af “Henne om hjørnet nede i kælderen”, skrevet af Arvid Müller, komponeret af Aage Stentoft og oprindeligt fremført af Osvald Helmuth.
Her blev der på mange måder bundet knude på det store budskab og trangen til at se på og undersøge de mennesker, der lever udenfor eller på kanten af samfundet og dets fællesskaber.
FØRST NU FORSTÅR JEG INTET er en fornøjelse at opleve, om man kender til eller er ny til rullestenen Pernille Højmark.

FØRST NU FORSTÅR JEG INTET spiller fra 03. oktober til 22. oktober 2025. på Folketeatret
Efterfulgt af turne.
Varigheden er ca. 1 time og 15 min. uden pause
Medvirkende: Pernille Højmark. Manuskript: Pernille Højmark. Instruktørkonsulent: Lene Skytt. Lyd: Thomas Meilstrup. Musikere, kor m.m.: Stine Findsen, Peter Michael Jensen.