En mere eftertænksom Frankenstein-fortælling
Guillermo Del Toro har altid været lidt af en sær skikkelses i det mainstreamfilmlandskab. Ikke nok med, at han har formået at gøre sin besættelse af det makabre og gotiske spiseligt på en måde, så folk valfarter til hans blodige og dystre universer, så er Del Toro også en meget kræsen filmskaber.
Han er ikke bleg for at starte og stoppe de fleste af hans projekter, hvis ikke han tror på idéen. Det mest markante eksempel på hans urokkelige selvtro, var nok hans villighed til at forlader Hobbitten-filmene, da det stod klart, at han ikke kunne få lov til at lave den film, han havde lyst til.
Med tanke på denne ukuelige selvtillid, er det bemærkelsesværdigt, at hans blot anden live-action film efter The Shape of Water er en genfortælling af Mary Shelleys Frankenstein.
For er der noget monster, der er blevet fortolket og fortalt til ukendelighed, må det næsten være historien om den gale Victor Frankenstein, der vækker de døde til live uden tanke for konsekvenserne.
To perspektiver
Hvilken ny vinkel er det så, Guillermo Del Toro har fundet? Svaret er, det samme som alle andre. Til at starte med udmærker historien sig ellers ved at læne sig mere op ad Mary Shelleys oprindelige forelæg.
Langt oppe mod nord møder vi en skibsbesætning – i dette tilfælde en dansk af slagsen – der sidder fast i isen. De er på en farefuld mission, men kaptajnen er ikke interesseret i at vende om, også selvom det vil koste menneskeliv. Deres kamp for overlevelse tager dog en uventet drejning, da de finder en såret mand, som bliver jagtet af et tilsyneladende udødeligt monster. Efter en kamp mod monstret sætter kaptajnen sig ned med den såret mand og får historien om Victor Frankenstein.
Dette fokus på perspektiv, er Del Toro ene gode idé. Gennem to akter får vi henholdsvis historien om Frankenstein og Skabningen, fortalt fra hver deres perspektiv. Det er en enkel måde at sætte tyk streg under, hvor meget vores virkeligheden er formet af vores egen personlige oplevelser, og hvor vi får et indblik i tankegangen hos det monster, som ellers ofte blot har været et hjernedødt væsen.
Havde Victor fx haft en mere kærlig far, ville hans ambitioner måske ikke have taget rødder i en kamp mod naturen, mens Skabningen ikke ville have endt så fortvivlet, hvis han ikke var blevet mødt med had og afvisning fra alle på sin vej.
Det visuelle udtryk er også stadig gennemført. Hvad end vi er på et skib, i de finere kredse eller i et blodige laboratorium, er man ikke i tvivl om, at vi befinder os i Guillermo Del Toros monsterunivers. Så har man hang til det, bliver man ikke skuffet.
Mere af det samme
Skyerne vokser dog ikke ind i himlen, for roserne stopper også her. Der er masser af små fejl, man kan hænge sig i. Lige fra den tvivlsomme diktion af ellers fremragende danske skuespillere som Nikolaj Lie Kaas og Lars Mikkelsen, der tydeligvis indikerer, de er blevet instrueret af en person, der ikke kan sproget. Til det evige problem med kvinderoller i periodedramaer, der ofte bliver reduceret til en funktion, der sætter skub i mændenes udvikling. End ikke scream queen Mia Goth kan vække den flade karakterer Elizabeth til live, for hun er aldrig en rigtig person.
Historiens budskab forbliver også det samme, som vi er blevet fodret med gennem et hav af adaptationerne. Moralen om, at mennesket er det rigtige monster, og den høje pris man må betale, når man forsøger at tøjle den ukontrollerbare natur, er stadig drivkraften, hvilket også bliver ekspliciteret flere gange undervejs.
Guillermo Del Toros Frankenstein er måske tro mod instruktørens egen stil og Mary Shelleys hensigt i den oprindelige bog, men nogen nyskabelse bliver det aldrig. Der er på intet tidspunkt noget, som retfærdiggør spilletiden på to en halv time, hvis ikke man elsker at tilbringe tid i et gotisk univers. Så medmindre man aldrig har set eller læst historien om Victor Frankenstein og hans monster før, er der ikke nogen rigtig god grund til at give sig i kast med denne nye version.
Frankenstein kan ses i udvalgte biografer fra den 23. oktober
