Giver fansene, hvad de vil have

Hvor The Naked Gun i sidste uge markerede et gensyn med den næsten uddøde spoof-film, så er Freakier Friday en kærlig hyldest til 00’ernes farverige og skabelonagtige komediefilm.

Den romantiske komedie havde sin storhedstid i 90’erne og 00’erne, og selvom filmen her måske ikke lægger så meget vægt på romantikken, er det stadig kærligheden, der driver historien, lige så meget som det er den trygge fortællestruktur.

For som et varmt tæppe foran pejsen, er det nogle gange rart at vide, præcis hvordan en historie kommer til at forløbe fra første sekund. De fleste er derfor også klar til at acceptere de åbenlyse klicheer, fordi en naturlig konsekvens af fortællestrukturen er, at karaktererne er nødt til at være enormt endimensionelle for at passe til genrekonventionerne og ikke forlænge spilletid unødigt. Så uden at afsløre noget af handlingen, kan jeg med sikkerhed skrive, at filmen giver fansene, hvad de vil have.

Mere af det samme
Denne gang er det ikke to, men fire kvinder, der bliver tvunget til at komme hinanden ved. Det er efterhånden mange år siden Tess (Jamie Lee Curtis) og Anna (Lindsay Lohan) havde noget af en identitetskrise. Anna er nu selv blevet mor til teenageren Harper (Julia Butters), og i forbindelse med hendes kommende bryllup får hun også snart steddatteren Lily (Sophia Hammons). Problemet er bare, at Harper og Lily slet ikke kan sammen, så skæbnen vil, at de alle fire i den sammenbragte familie bliver tvunget til at komme hinanden på endnu ”freakier” vis.

Overraskelsen er nok ikke stor, når jeg skriver, at de fire kvinder lægger ud med at være ufatteligt selvoptaget og navlepillende. Det giver selvfølgelig et klart mål for deres personlige udvikling, men flere gange undervejs sidder man alligevel med en følelse af, at alle problemer kunne være løst på den halve tid, hvis bare de talte med og ikke til hinanden.

Samtidig er det dog svært virkelig at klandre filmskaberen, for problemet er ligesom præmissen man accepterer, hvis man går ind og ser efterfølgeren til Freaky Friday, og det er nok en pris som målgruppen lystigt vil betale.

For jeg har ikke tal på, hvor mange fjollede og søde scener, der bliver strikket sammen, på den usædvanlige dannelsesrejse Lily, Harper, Anna og Tess begiver sig ud på. Til tider er det måske en kende overgearet, og lige lovlig ”Disney-Channel” med en ekstra dosis sukkersøde enetaler, men igen er det, hvad man forventer.

På samme måde lever filmen også meget på gensynet med Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan. Curtis er næsten altid morsom, uanset hvad der kommer ud af hendes mund, og det er også rart at se Lohan i den type rolle, hun holdt helt op med at optræde i, efter hendes tumultariske overgang fra barnestjerne til voksen skuespiller.

For overfladisk
Nu er alt ikke fryd og gammen, for den største hæmsko er, at alt er så sikkert, på et næsten klinisk niveau. Mange af vittighederne er genbrug fra etteren, hvor de gamle slår sig løs, nu hvor de er unge igen, mens teenagepigerne har svært ved at håndtere ansvaret, der følger med, når man er voksen. Der er ikke skyggen af en stødende joke eller hentydning, og kærligheden til Los Angeles og Californien kammer til tider over, med de altid skinnende strande, glade surfere og problemfrie personligheder.

På samme måde bliver rigdom og materialisme også dyrke uden noget glimt i øjet. Man bliver undervejs klar over, at familiens velstand ikke bare er en undskyldning for, at karaktererne kan skeje ud, uden at filmskaberne behøver bekymre sig om penge, men faktisk er en del af filmens budskab om, at velstand er et af de højeste mål her i livet. Det gør, at de store følelsesladet scener til sidst klinger lidt mere hult, end hvis ikke filmen var så materialistisk.

For Freakier Friday er slet ikke stor filmkunst, og det er der ikke noget grundlæggende i vejen med. Der er en grund til, at originalen var et hit, for filmskaberne kender deres målgruppe og leverer præcis, hvad de gerne vil have. Det er en hyggelig lille komedie, hvor man griner af, hvor meget de fire kvinder mundhugges og gør livet surt for hinanden, men med den tryghed i baghovedet, at alt nok skal løse sig i sidste ende, for de er jo i familie. Jeg kan dog ikke med god samvittighed vurdere den som værende mere end middelmådig, det er den alligevel for overfladisk til.