Gabbys Dukkehus Filmen

Kategori Biografen af - oktober 09, 2025
Gabbys Dukkehus Filmen

En glad børnefilm

Baseret på tegnefilmsserien for børn, der følger titelkarakteren og hendes magiske dukkehus, tager filmen os nu ud af huset og på en eventyrlig roadtrip. Gabby, spillet af Laila Lockhart Kraner, skal med sin bedstemor en tur til Kat Francisco, og selvom det er en ferie, skal dukkehuset selvfølgelig med.

Desværre får den excentriske kattedame Vera, spillet meget teatralsk af den oscarnominerede Kristen Wiig, fingrene i dukkehuset. Det tvinger Gabby ud på et eventyr i den virkelig verden for at finde og redde alle Gabby-kattene.

© 2025 DreamWorks Animation

Farverig leg
Hvis ikke man skulle være i tvivl, er det her en film udelukkende for de mindste. Allerede inden filmen går i gang dukker Laila Lockhart Kraner op på skærmen og opfordrer publikum til at synge med og verbalt engagere sig i biografoplevelsen. Vi kunne ikke være længere væk fra det stille biografmørke, for her er målet at skabe en farverig fest.

I forlængelse heraf, er det også en aggressivt glad film. Hvis ikke Gabby smiler, så beder hun publikum om at gøre det. Ønsket om at have det sjovt, smitter også af på dramaet og tematikken, der låner en del fra Toy Story 2. Det store problem i Gabbys univers er nemlig, når folk holder op med at have det sjovt. Skurken Vera er heller aldrig farlig, da hun er en voksen, der er holdt helt op med at lege, og når først hun indser det, falder alle brikkerne på plads.

© 2025 DreamWorks Animation

For familiens mindste medlemmer
Nu skal det ikke lyde som om, filmen er et mesterværk, for det er den aldrig. Den lider under de samme problemer som mange andre børnefilm, hvor der ikke er tid til fordybelse, og alt foregår i et hæsblæsende tempo, hvor man knap kan nå at forholde sig til noget, før vi er hoppet videre til en ny vittig scene.

Filmskaberne skal dog roses for at have bestræbt sig på at engagere sin meget unge målgruppe. Biografpublikummet bliver direkte opfordret til at synge med på sangene og i det hele taget leve sig ind i det lyserøde univers, hvor alle elsker katte.

Spilletiden er også overkommelig på halvanden time. Så selvom den dybe tallerken måske ikke bliver genopfundet, er Gabbys Dukkehus Filmen stadig en langt mere anbefalelsesværdig oplevelse, end megen anden børneunderholdning, hvis primære mål er at pacificere familiens mindste medlemmer.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.