Hvornår bliver en fabrik til en ruin?
Du skal holde dig i live lidt endnu
Da Mungo Park slap GULDKALVEN løs på scenen i Allerød for et par måneder siden, var det ikke muligt for Kulturbunkeren at deltage.
Selv om Mungo Parks historie for evigt er forankret i Allerød, er de også egnsteater i Gladsaxe, Albertslund og Høje-Taastrup, og jeg har altid været nysgerrig på, om den teatermagi, der automatisk opstår, når man træder ind på et teater, følger med og også er til stede, når man åbner døren ind til festsalen på Grønnemose Skole en kold og mørk hverdagsaften i Høje Gladsaxe.
Det gør den med forestillingen GULDKALVEN, der fastholder aftenens publikum trods hårde stole og voldsom vinterhoste.
Marie Krogh var en stærk kvinde, der i 1907 tog en medicinsk embedseksamen og senere en kandidatuddannelse. Men hun var også forelsket i sin lærer, som hun giftede sig med.
August Krog, som modtog Nobelprisen i medicin i 1920, var ligeledes meget forelsket i Marie, og da hun fik diagnosen sukkersyge, som på det tidspunkt var en dødsdom, begyndte en rejse, der ikke bare reddede hende, men også mange andre menneskers liv.
Selvom ægteparret Krogh, ifølge dramatiker Trine Wisbech, holdt deres løfte om, at opskriften på insulin ikke måtte bruges til at tjene penge på andre folks ulykke, så handler GULDKALVEN, ganske som sit navn indikerer det, om at begære guld over moral.
Jeg har taget friske bugspytkirtler med
Scenografien er gennemtænkt, og hele tiden dukker der, i takt med historiens fremdrift, nye små detaljer op i visualiseringen, og måden man kan opfatte den på.
Dobbeltheden i, at det guldbelagte kalvehoved både repræsenterer grådigheden og jagten på profit, men samtidig, fordi man brugte bugspytkirtlerne fra slagtedyr, køer og grise, så bliver kalven også guld værd for en person med sukkersyge.
Hvad der først ligner et lidt ubehjælpeligt forsøg på græske statuer, der kan køres rundt på scenen for at skabe forskellige rum og glidende sceneskift, viser sig som en menneskekrop vredet i smerte og udmagret af sult. Senere kommer flere statuer til, der ligner de føromtalte slagtedyr, men vredet ind i hinanden som efterladenskaber, der når du drejer statuen rundt, er hul og guldbelagt og bruges som puppe til en karakter, der bliver Novo Nordisks redning i fremtiden.
Det er sjældent, at scenografien er så stor en medspiller, men her løfter det på alle tænkelige måder en i forvejen velfortalt forestilling, der især i første akt demonstrerer en vidunderlig smuk brug af sproget.
Det sprog går lidt tabt i kursindekset og tempoet efter pausen, men blomstrer op, da Marie Krog, spillet med rolig og charmerende autoritet af Marie Louise Wille, kommer på scenen igen for at binde en poetisk sløjfe på en anden akt, der ellers drejer handlingen unødvendigt over på firmaet og arven i stedet for det ægtepar, vi er begyndt at holde meget af.
På en måde føltes forestillingen efter pausen som en unødvendig epilog.
Har vi holdt vores løfte?
GULDKALVEN har mange lag, men stærkest står kærligheden mellem det videnskabelige ægtepar, deres rejse og det løfte til Gud, som Marie Krogh aflagde i håb om at beholde sit for tidligt fødte barn. Her bruger Trine Wisbech en spændende påstand, der leger med, hvornår mennesket bryder et løfte til fordel for et andet, og hvordan man kan retfærdiggøre virkelighedens udfald.
En på alle tænkelige måder intelligent forestilling.
Guldkalven spiller fra 3. marts. til 11. marts. 2026. Grønnemose Skole, Gladsaxe,
21. november til 03. december. 2026. Mungo Park
Varigheden er ca. 2 timer inkl. pause.
Medvirkende: Henrik Prip, Marie Louise Wille, Ernesto Carbone, Sebastian Henry Aagaard-Williams. Manuskript: Zakiya Ajmi. Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi & kostumer: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Mads Eckert. Lyddesign: Emil Sebastian Bøll. Koreograf: Julie Kunz. Idé: Henrik Prip. Dramaturgi: Trine Wisbech.
