Spillefugle, væddeløbsheste, kvinder, terninger og Frelsens Hær

Jeg har aldrig været forelsket før
Det Ny Teater har med Guys and Dolls lavet et udstillingsvindue ikke blot til fortidens New York, men til den klassiske musicaltradition med alt, hvad det indebærer af fortælling, fremdrift, fysisk gennemtænkt og medfortællende scenografi, pompøs, frodig og samtidig morsom koreografi, samt et storslået og dekadent kostumedesign.

Når man så samtidig har et herligt svingende orkester og medvirkende, som virkelig kan synge sangene i uforfalsket musicalstil i klassisk skoling, så bør det give anledning til en højtidelig markering.

Det Ny Teater står fast på sin vision og en konventionel tilgang, hvor mange andre scener lige nu har travlt med at konkurrere i teknikfornyelse, der snart gør en teateraften til en multimedietotaloplevelse i 4K. Ikke et ondt ord om det for øvrigt, men denne opsætning af Guys and Dolls beviser igen, at den allerede eksisterende værktøjskasse langt fra er forældet.

Kom, vær min lady i nat
Nathan Detroit leder efter et sted, hvor han kan afholde sine terningspil. Det er ulovligt i 1930’ernes New York, og ingen tør lægge lokaler til den slags kriminelle handlinger. Nathan er ikke bare presset, fordi gadens syndere er ved at tabe tålmodigheden, men samtidig har han efterhånden været forlovet med stjernedanseren fra Hot Box, Miss Adelaide, i fjorten år. Godt nok er hun stadig forelsket og naiv, men uret tikker hurtigere og hurtigere. Penge skal tjenes og beslutninger skal træffes.

Måske kan lykken findes i et væddemål med storspilleren Sky Masterson?
En stor sum penge bliver sat på, om Sky kan lykkes med at invitere den meget uskyldige missionsleder Sarah Brown ikke bare ud at spise, men hele vejen til Havana.

Det bet er Nathan Detroit sikker på at vinde.

I en tid, hvor vi som samfund har meget travlt med at slette, skjule, glemme og viske alt ud med vores moralske efterrationaliseringsviskelæder, har Det Ny Teater også her valgt et udstillingsvindue uden at føle behov for at skjule datidens syn på kvinder og samtidig datidens kvinders syn på, at det er bedre at have en mand, selvom han er en klovn, end slet ikke at have en mand.

Betyder det, at jeg eller Det Ny Teater deler de værdier og tanker? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Selvom man må betragte opsætningen af Guys and Dolls som uskyldig underholdning, så er det ekstremt vigtigt at holde fast i menneskets historie lige meget, hvor ligegyldigt det må føles. Hvis vi ikke viser og taler om fortiden, som den var, hvordan sikrer vi os så en fremtid, der ikke gentager sig selv? Måske ikke i morgen, men på sigt?

Så kan det diskuteres, om opsætningen er blevet som den er blevet på grund af juridiske forhold, der binder teatret til ikke at lave ændringer i det købte manuskript. Men så kunne teatret have valgt en helt anden forestilling. Det gjorde det heldigvis ikke.

Jeg er din med hud og hår og fjer
Det Ny Teaters efterhånden faste husskuespiller Kim Hammelsvang er udsøgt i rollen som Nathan Detroit. Mange af replikkerne kunne nemt være endt som en endeløs række af farjokes. Heldigvis er Kim Hammelsvang ekspert i den slags kække og subtile fornærmelser, der elegant glider af tungen, så det bliver alt andet end plat.

Karoline Brygmann giver et vidunderligt overspillet med vilje bud på Miss Adelaide. Nogen kommer måske til at mene, at det er lige lidt for meget, men jeg knuselsker det. Når det så bliver toppet med et shownummer fra Hot Box, hvor hun og de andre dansere både skal være sexede og kyllinger på samme tid, så er stilen for alvor lagt, og hvis nogen ikke kan se ironien, så må det være deres eget problem.

Isabel Schwartzbach benytter sig ikke af den ellers førnævnte klassiske skoling, når det kommer til sangene. Her er der mere frelserpige i overbevisningen og udførelsen, og det passer jo perfekt til hendes portræt af Sarah Brown, som aldrig bliver for frelst og kedeligt urokkelig, men vælger eventyret og et nyt syn på livet.

Det er forfriskende at opleve en karakter, der får en forvandlingskurve i fortællingen, men som stadig ender med at være tro mod sig selv og bevare fodfæstet. Ja, hun oplever en anden side af sig selv, men hun forbliver frelser og missionsleder. Her ville det ellers være oplagt, at der går Sandy Olsson fra Grease i den. Men nej, vi skal ikke lave os selv om for nogen. Endnu et elegant eksempel fra en traditionel værktøjskasse, som vi ikke må glemme.

Nikolai Jandorf skal balancere mange sidder af samme person. Han skal både være en stor spiller i underverdenen, som emmer af den selvtillid, der i det amerikanske samfund tvinger respekt. Men han skal også være en smule usikker over for publikum, så vi oplever konflikten vokse. I en hel tredje kurve skal han forskrækket åbne op for en sårbarhed, som kun en kvinde kan være nøgle til, som han helst gerne vil lukke igen, da han ikke finder sig selv værdig.

Det er jo ikke unormalt, at der er mange lag i en karakter, men når det kommer til musicals, er det ofte hurtige skift og én udvalgt kurve. Men ikke når det kommer til Sky Masterson.

Når man samtidig skal kunne synge og danse på det niveau, en musical kræver, så er det de færreste, der kan løfte den opgave. Men Nikolai Jandorf klarer opgaven fortræffeligt.

Ja, det går lidt for stærkt mod slutningen, og især hans transformation får ikke tid til at binde den nødvendige sløjfe, som der ellers har været rigeligt tid til at forme igennem hele forestillingen, men det må manuskriptet og måske en lidt forjaget iscenesættelse af slutningen generelt stå på mål for.

Preben Kristensen skal stort set bare stå på scenen så indfinder troværdigheden sig og mine skuldre sænker sig. Med sangen “Det jeg ønsker for dig” tryllebinder han hele teatret, og det er svært at komme videre derfra.

Men videre skal vi, og så kommer vi til aftenens anden og noget mere tempofyldte showstopper, når Goody-Goody, spillet af Nis Pedersen, vælter huset med ”La´vær´at rok´vores båd.”

Hvis man kender musicalen, så ved man den kommer, men så bliver der godt nok også leveret på samtlige cylindere. Pragtfuldt er det.

Flå mig, slå mig
Scenografien er mørk, tung og helt perfekt til datidens støvede og kulindhyllede New York.
Store rustne stålbjælker holder subwayen oppe over deres hoveder, mens den buer og forsvinder i bunden af scenen. Det, sammen med bygningsfacadernes opsætning, skaber en klassisk illusion af dybde. En optimalt udnyttet drejescene og kørende kulisser sætter prikken over i’et, og så kan det faktisk nok ikke gøres bedre.

Guys and Dolls på Det Ny Teater er alt det, man håber på, og SÅ meget mere.

GUYS AND DOLLS spiller fra 17. september til 29. november. 2026. Det Ny Teater.
Varighed: 2 timer og 40 min. inkl. 20 min. pause.

Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Kim Hammelsvang, Nicolai Jandorf, Preben Kristensen, Karoline Brygmann, Kasper Leisner, Ann Hjort, Nis Pedersen, Simon Nøiers, Søren Bech-Madsen, Lauge Demant, James Leece, Frederik Espenhain, Cassandra Bækkel, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Stenbeck, Fannie Johansson, Julia Åkesson, Jacob Prüser, Nils Boyer, Benjamin Windborg, Mikkel Hoé, Mark Lenskjær Fries, Cecilie Hedin Klagenberg, Rebecca Gusdal. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Musik: Frank Loesser. Manuskript: Abe Burrows, Jo Swerling. Scenografi: Simon Wells. Kostumer: Helle Damgård. Koreografi: Heather Douglas. Kapelmester: Jesper Frank Christensen. Oversættelse: Hans Christian Ægidius. Musikalsk indstudering: Michael Webborn.