En stille og afdæmpet fortælling om livet efter den livsfarlige flugt fra Nordkorea med en bevægende præstation fra Minha Kim
Det er muligvis lidt usædvanligt at se en danskproduceret film om Nord- og Sydkorea, når begge lande ligger så fjernt fra vores lille land. Men idéen opstod hos instruktør Frederik Sølberg, da han mødte Hyorin, en nordkoreansk flygtning, der ønskede at dele sin historie, og som mente, at den bedst kunne fortælles fra et udefrakommende perspektiv. Dette er dog ikke en film om den livsfarlige flugt fra Nordkorea, men snarere om det svære liv i Sydkorea efterfølgende.
Hyesun (Minha Kim) er ankommet til Sydkorea og har fået godkendt sin asylansøgning. Derefter følger de svære valg om uddannelse og tilværelsen i et land, hvor præstation og image betyder meget. Når man samtidig bærer på traumer fra fortiden, kan det være svært at navigere i.
Den unge Minha Kim leverer en stærk og til tider underspillet præstation som den traumatiserede flygtning. Der er ikke meget gråd eller latter og til tider knap nok et smil, men man er ikke i tvivl om hendes enorme taknemmelighed over for sit nye land, selvom det er svært at tilpasse sig et liv, der står i skærende kontrast til hendes tidligere tilværelse. Selv i sikkerhed er hun fortsat sårbar, hvilket blandt andet kommer til udtryk i en ubehagelig scene, hvor en mandlig medarbejder overskrider hendes grænser og udnytter hendes usikkerhed.
Det er også værd at nævne Kim Joo-ryoung, som mange vil kende fra første sæson af den populære Netflix-serie Squid Game. Hun er en del ældre end de andre flygtninge og indtager derfor rollen som den omsorgsfulde storesøster – selvom traumerne også sidder dybt begravet i hende.
Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Sharon Sungjae Choi, som blandt andet er kendt for sit arbejde som Bong Joon-hos tolk under det internationale prisridt for Parasite. Hana Korea vælger en konsekvent afdæmpet form. Humoren fylder ganske lidt, og tempoet forbliver roligt gennem det meste af filmen. Det styrker den nærværende fortælling og giver en stemme til disse modige kvinder, der har sat livet på spil i håbet om en bedre fremtid. Til gengæld får vi kun glimt af deres tidligere liv og af, hvor tæt de har været på livsfarlige situationer – både i Nordkorea og under deres tid i Kina.
Det er på én gang en styrke og en begrænsning. Filmen dvæler ikke ved de rædsler, kvinderne har oplevet, men viser i stedet de spor, oplevelserne har efterladt. Alligevel sidder man tilbage med et ønske om at kende mere til deres fortid og den rejse, der har ført dem hertil. Måske er det netop også pointen: Flugten slutter ikke nødvendigvis, bare fordi man er kommet i sikkerhed.
Hana Korea er en afdæmpet, rolig og stille film. Den er ikke den dramatiske flugtfortælling, man måske kunne forvente, men et stille portræt af livet bagefter. Og når man hører blot brudstykker af, hvad disse kvinder har gennemlevet for at opnå en frihed, vi selv tager for givet, er det svært ikke at blive berørt. Minha Kim er filmens bærende kraft og holder fortællingen på sine skuldre som en kvinde, der forsøger at skabe sig et nyt liv i et land, hvor hun både møder diskrimination og ydmygelse, men også støtte og nye muligheder. Man forlader filmen med mange tanker.
