Leverer varen præcis som forventet
![]()
Med Heart of the Beast inviterer instruktør David Ayer os med på en overlevelsesrejse, der følger den tidligere specialstyrkesoldat James Belmont og hans pensionerede militærhund Odin. Det, der skulle have været en rolig tur i Alaskas øde vildmark, ender som et mareridt, da de efter et flystyrt strander i det barske terræn, langt væk fra civilisationen. Ekstrem kulde og farlige dyr truer dem på den lange vej tilbage mod redningen, samtidig med at både hund og mand forsøger at bearbejde de fysiske og psykiske ar krigen har efterladt dem med.

Foto: Scott Garfield
Hund og mand imellem
Når man kigger på plakaten med Brad Pitt og en hund, ved man hurtigt, hvad det er for en oplevelse, man har betalt for at se. Det er historien om mennesket og dets bedste og mest trofaste ven, og deres fælles kamp for overlevelsen – og kombinationen af de to elementer er vel nærmest en genre for sig selv.
Man skal ikke forvente meget mere, men hvor overraskelserne måske udebliver, mens James og Odin kæmper mod moder natur, fungerer dramaet på et næsten urmenneskeligt niveau, hvor man ikke kan lade være med at lade sig rive med af deres relaterbare strabadser. Hvem kan ikke sætte sig i James’ sko, når han forsøger at kæmpe mod kræfter, der er langt større end ham selv.
Instruktør David Ayer, der har stået bag film som Fury og Suicide Squad, har måske produceret film af svingende kvalitet, men kan stadig strikke den visuelle fortælling sammen, så man virkelig kan mærke, at det er to væsner, der kæmper ikke bare for overlevelse, men for at komme sig over de mange traumer livet har givet dem.

Foto: United International Pictures
Men hvor det meste er tilforladeligt på en meget arbejdsom, professionel måde, er det mest utrolige ved Heart of the Beast samspillet mellem Pitt og hunden Odin. Kemien mellem de to skal i høj grad findes i det faktum, at Odin bliver spillet af en rigtig hund, eller mere præcist fire forskellige hunde. Det vidner også om en produktion, der ikke har været bange for at stå imod alverdens ubekendte problemer. For med rigtige dyr følger også et hav af ukontrollerbare produktionsvanskeligheder, men til gengæld er der heller ingen erstatning for en rigtig hunds hjertevarme blik.
The Heart of the Beast leverer varen, også selvom den måske ikke genopfinder den dybe tallerken. Brad Pitt og Odin, primært spillet af vagthunden Uber, giver den hele armen, så det er nemt at leve sig ind i deres kamp mod overmagten. Der er ingen tvivl om, at slutningen nok skal gå lige ind hos hundeelskere, der var i hvert fald flere i salen, som blev tydeligt rørte, men for alle os andre er det bare en vellavet film om en mand og hans elskede hund.