Manipulation, forklædt som omsorg, forklædt som kærlighed
Kommenteret af Bo Dalum
Hvis vi er sammen, så dør vi
Heroin snor sig ind på Aveny-T, altså forestillingen, og kan opleves frem til den 12. marts.
For fem år siden kunne man på et andet teater opleve næsten samme forestilling, hvor de to elskende, der er så frygteligt destruktive overfor og mod hinanden, hed Martin og Marcus. I slutningen af 2022 kunne man opleve samme forestilling igen, men nu hed parret Maya og Marcus, som var tættere på dramatiker Magnus Iuel Bergs originale og eftersigende selvbiografiske version.
Det farlige ved selvbiografiske værker er, at du som forfatter er blind for, hvad der er godt og dårligt for historien og måden at fortælle den på. Man var der jo. Man kan huske, hvor ondt det gjorde, og derfor skal det hele også med, eller også tager man vinkler og detaljer for givet, der gør forståelsen af helheden forvirrende fragmenteret.
Det lider teksten til tider af, men det hjælper heller ikke, at en episodisk form, hvor der springes i tid, næsten som en lang montage, bliver drevet frem af et tempo, der tyder på, at man er bange for, ens publikum skal komme til at kede sig. Det gør vi ikke.
Prøv lige at se den røv der
Maya og Marcus mødes en aften i byen. Det lykkes Marcus at være charmerende nok til at komme med hjem, men mere bliver det ikke til. Et par uger senere mødes de igen, og sådan bølger det frem og tilbage, indtil vanviddet overtager. Hvem har brug for hvem og hvorfor? Vil de overhovedet hinanden, eller vil de bare ikke være alene med deres dæmoner?
De to medvirkende skal skifte sindstilstand ofte og hurtigt, ikke kun på grund af den føromtalte episodiske form, men på grund af karakterernes diagnoser, der påvirker og styrer deres afhængighed af en kærlighed, som man langsomt begynder at forstå, måske aldrig har været der.
Henter du mig i lufthavnen?
Jeg kan godt forstå, at Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen gerne vil vende tilbage til disse karakterer. De er evigt komplicerede, og den vedholdende selvdestruktive trang til at afsøge og overskride grænser for at sikre sig, at man forlader forholdet, før den anden kan nå at gøre det. Det sker igen og igen, og gør, at man som publikum oprigtigt bliver rasende. Faktisk blev jeg så irriteret, at jeg måtte bide i min bluse for ikke at komme til at råbe og blande mig.
Det er ment som en kompliment til forestillingen. Der skal meget til, især på en intim scene, hvor skuespillerne er meget tæt på, før man overgiver sig til et værk, der kræver så meget af sit publikum.
Heroin 1.4 vil meget, rigtig meget, på de 70 minutter, som opsætningen på Aveny-T varer.
Det er tydeligt at se, hvad intentionen med opsætningen er, men jeg er overbevist om, at man vil komme tættere på målet, hvis man sænkede tempoet og luede en smule ud i teksten.
Jeg vil så gerne med længere ind i kampen mod den destruktive sindstilstand, men lige nu er det mere et fotoalbum med nedslag på udvalgte billeder.
Heroin 1.4 viser os en mørk og nedslidt ubarmhjertighed, der kradser empatien i stykker og frarøver os mennesker, vi gerne vil holde af og passe på. Det er i sig selv en stor præstation at opnå.
Da forestillingen blev set til en forpremiere, gives der ikke stjerner.
Heroin 1.4 spiller fra den 3. marts til den 12. marts 2026. Aveny-T.
Varighed: ca. 70 min. Uden pause.
Medvirkende: Sophie Gunilla Larsen, Luiz Wilhelm Karlsen. Tekst: Magnus Iuel Berg. Instruktør: Dan Zahle. Scenograf & Lysdesigner: Sol Ravn. Komponist: Anton Sørensen. Fundraiser: Mathias Hvidberg. Illustrator: Sol Ravn. Kommunikation: Dagmar Gorica. Foto: Emilia Therese. Pressefotos: Andreas Aicka. Producent: Please Like And Subscribe. Assisterende Producer: Josefine Hohwü Odefey.
