Stor filmkunst med helt enkle virkemidler
Med Hjem kære hjem, markeres afslutningen på Frelle Petersens noget atypiske hjemstavns-trilogi. Det hele startede med Onkel tilbage i 2019, hvor vi fulgte livet på en gård, den blev efterfulgt af Resten af livet i 2022, hvor vi fulgte en familie, der kæmpe med sorgen efter en bror og søn døde. Med Hjem kære hjem begiver vi os dog væk fra det entydige fokus på at hylde Sønderjylland, og følger nu hjemmeplejeren, en af de helt store uskrevne helte.
Her møder vi Sofie, spillet af Frelle Petersens muse Jette Søndergaard. Sofie har kastet sig ud i at passe på de gamle, der ikke længere kan passe sig selv, men det er en svær balancegang, når man også er fraskilt mor til en ung teenagepige.
© Rolf Konow
Virkeligheden som udgangspunkt
Vi har stadig fødderne solidt plantet i socialrealismen, men denne gang er der faktisk en historie, som strækker sig ud over at være en hyldest til den sønderjyske dialekt. Sofie kæmper med at gøre det rigtige, og hun bliver hele tiden slået tilbage af et dehumaniserende system, eksemplificeret ved hendes leder, der ser hjemmeplejerne som brikker, der bare skal rykkes rundt for at få kabalen til at gå op – og så er det faktisk lidt upraktisk, hvis nogen har det dårligt og sygemelder sig, fordi så passer vagtskemaet jo ikke.
Ligesom der er mere kød på historien, er der også mere at forholde sig til, når det kommer til karakteren Sofie. Rollen som Sofie kan til tider fremstå som en belønning til Jette Søndergaard, der som den eneste spiller en nævneværdig rolle i alle tre af Frelle Petersens film, for denne gang får hun lov til at virkelig at folde sig ud. Hvis ikke det er at gebærde sig høfligt overfor de ensomme ældre, så skal hun også stå model til psykisk vold fra en af de ældres børn, hvilket resulterer i, at hun er fraværende overfor sin datter, der ikke har nok livserfaring til at forstå, hvad mor går og tumler med.
© Rolf Konow
En samfundskrise i det små
Med Sofie som anker, er der også plads til at stille skarpt på, hvordan vi behandler vores ældre borgere. Der bliver ikke gjort noget for at forherlige eller skjule de mindre pæne sider af Sofies arbejde, tværtimod. Vi kommer helt tæt på, når hun skal rengøre, fodre og skifte de ældre. Det er meget afvæbnende, hvor ligefremt arbejdet bliver portrætteret, for enhver form for blufærdighed forsvinder, når man ikke kan tage vare på sin egen krop.
Hjem kære hjem er måske den mest ambitiøse af filmene i Frelle Petersens hjemstavns-trilogi, men det er også den bedste. Med en afvæbne og kontant skildring af forholdene for hjemmeplejere og ikke mindst de ældre, de skal tage sig af, bliver vi præsenteret for en samfundskrise, som man ikke kan snakke sig ud af på Christiansborg. Båret af endnu en pragtpræstation af Jette Søndergaard i hovedrollen og et ensemble, der er så godt castet, at man ikke ville blive overrasket, hvis det viste sig, at alle andre bare spillede sig selv, er det et tragisk og realistisk liv, som er svært ikke at blive grebet af. Det er stor filmkunst med helt enkle virkemidler.
