Et hjerteskærende menneskeligt drama
I, I Was a Stranger, rejser vi tilbage til krigen i Aleppo, hvor vi møder en syrisk læge og hendes datter, der ser sig nødsaget til at flygte fra Syrien. Det er selvsagt lettere sagt end gjort, og flugten sætter gang i en kædereaktion, hvor fem fremmede menneskers skæbner flettes sammen på tværs af landegrænser og identitet, og ender med at være en påmindelse om, at alles liv er forbundet, også når vi ikke er klar over det.
En hyldest til flygtninge
Det er på alle måder en hyldest til flygtning og immigranter. Hvis man skulle være i tvivl om, at fokus har været på at præsentere så mange perspektiver som muligt, får vi ikke bare et stort ensemble, men mange vignetter med hver deres titelkort. Man bliver fuldstændig grebet af deres kamp for et bedre liv, og når man ser, hvilken virkelighed de lever i, kan de trivielle hverdagsproblemer i vores del af verden for alvor fremstå trivielle.
Man kan virkelig mærke empatien for disse menneskers skæbne, og det er uden tvivl filmens allerstørste styrke. Med så mange skæbner, kunne fortællingen let have endt med at være overfladisk, men instruktør og manuskriptforfatter, Brandt Andersen, formår at samle de mange tråde, så den følelsesmæssige tyngde aldrig fremstår utroværdig.
Det skader heller ikke, at det er en flot film, fuld af imponerende produktionsdesign og solidt skuespil. Alt er dog ikke perfekt, for der er et stort men, som holder filmen tilbage fra at blive et virkelig hjerteskærende værk, og det er musikken.
Mindre end summen af delene
Man sidder gennem hele spilletiden med en følelse af, at Brandt Andersen har været så bange for, at historien om flygtninge fra Aleppo, menneskesmuglere og den barske modtagelse i de vestlige lande ikke var nok til at fange publikums opmærksomhed. Derfor har han ikke bare klippet lidt for mange sekvenser, som var det en actionfilm, men også fået hjælp fra Atticus Ross, der har været med til at skabe en bankende lydside, der hele tiden minder os om, at det er altså dramatisk, hvad vi ser på lærred. Havde det været i enkelt sekvenser, havde det ikke gjort spor, men når det er gennemgående, også i de stille samtaler, ender det med at være graverende, og er en evig påmindelse om, at man sidder og ser en film.
I Was a Stranger har helt klart sine meritter som et nødvendigt værk, der løfter et spejl mod vestens hykleri, når det kommer til alle de mennesker, som er blevet fortrængt gennem krige, vi enten direkte eller indirekte er involveret i. Når filmen er bedst, er den en rørende og empatisk skildring af mennesker på flugt. Desværre har vi også at gøre med en film, hvor helheden er mindre end summen af delene, for Hollywood-lydsiden kunne ikke være mere undergravende for en fortælling, der ellers bestræber sig på at være autentisk.
