Ibis

Kategori Teater af - oktober 28, 2025
Ibis

Så er man advaret!

Som at stikke hånden ind i et biluheld
I kristendommen symboliserer bjørnen det vilde og det onde. I nordisk folketradition fortælles der om en bersærker, et menneske, der i en krigssituation forvandles til en bjørn og går bersærk med overnaturlig bjørnestyrke.

Nicolas Bro træder ind på Teatret ved Sorte Hests altid charmerende scene iklædt som bjørn, og selvom han lægger bjørnen fra sig, går han bersærk. Men han gør det med ord.

Mange ord. Voldsomme ord. Ord, der er skarpere end sværd, og ord, der rammer mere præcist end en snigskyttes patroner.

Må dine sår aldrig heles
Forfatter Anders Abildgaard har ud fra forlægget, Ovids forbandelsestekst Ibis, skrevet for over 2000 år siden, opdateret og skrevet en ny monolog, der kaster alverdens trusler og forbandelser ud over den, der står i vejen for bjørnen.

Hvem, der fortjener denne bølgende vrede, forbliver hemmeligt. Måske er det os alle sammen, eller også står vi alle sammen bag bjørnen og tænker på dem, der har gjort os uret.

Nicolas Bro gør sig umage med at stirre op gennem midtergangen eller ud i evigheden, for vi er alle usagt enige om, at hvis der skabes øjenkontakt med en fra publikum, bryder vedkommende ud i lys lue. Det er meget voldsomt og intenst velspillet med plads til tvivl og sorg der ser forskrækket med ud af præstationens øjenkrog.

Må du altid kunne lugte dig selv
90 minutter er lang tid at være vidne til så meget vrede og de mange måder, det kan komme til udtryk på. Der er da også mange af de samme ord, der efterhånden bliver flittigt genbrugt, bare i andre kombinationer, og publikum bliver til sidst næsten kørt over, da der ikke er en udvikling eller fremdrift at holde fast i.

Men umiddelbart efter forestillingen går man renset fra teatret, som var det tiltrængt terapi.

Forestillingen Ibis er, som teatret selv giver udtryk for, ikke for alle. Det er udmattende og ondt, men det skaber en fantastisk ro efter stormen.


Ibis spiller fra 24. oktober til 05. december 2025. Teatret ved Sorte Hest
Varigheden er ca. 1 time 30 min. uden pause.


Medvirkende: Nicolas Bro. Manuskript: Anders Abildgaard. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Mikkel Magnus Olsen. Skræddersal: Mikael Jensen.

Skrevet af
Har de sidste 25 år arbejdet professionelt med kommunikation og formidling. Har modtaget arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond og legat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur for arbejdet med og forskning i dramaturgi. Medlem af Foreningen Danske Teaterjournalister. Anmelder for KULTURBUNKEREN siden 2022.
Kommentarer er lukket.