En dekonstruktion af den moderne omsorgsrolle
I If I Had Legs I’d Kick You følger vi psykologen Linda (Rose Byrne). Hun balancerer på kanten af et nervøst sammenbrud, mens hun forsøger at håndtere sin datters sygdom, en fraværende og kritisk mand, samt et hjem i kaos efter en dramatisk vandskade i indledningen af filmen.
Da hun og datteren må flytte på et slidt motel, bliver Lindas sindstilstand kun forværret, mens hverdagen bliver mere og mere surrealistisk, mens søvnmanglen, hendes krævende patienter og de excentriske motelbeboere, kun gør alt værre og værre.
Den udbrændte mor
Hvis man skulle være i tvivl, er det en film, der handler om, hvor kvælende og altopslugende en opgave, det er at være mor. Rose Byrnes karakter er så udbrændt af alle de omsorgsopgaver, hun er blevet pålagt, at hun nærmest går i sovende gennem hele sit liv.
Det er også meget, den moderne kvinde skal tage hånd om.
Ikke nok med, at hun er nærmest enemor, med en syg datter, der skal fodre intravenøst efter en livslang sygdom, så er hendes man også væk på arbejdsrejse i flere måneder, hendes dagligdagsjob som terapeut består af mennesker, der snakker om deres problemer, og så er der gået hul i taget, så hele lejligheden er vandskade, og hun nu er nødt til at bo på et faldefærdigt motel.
Hun kan bare ikke mere, og det kan må også godt forstå, men den virkelige tragedie er, hvordan der ikke er plads til det, for slet ikke at tale om, hvor lidt det bliver accepteret, at også mor har brug for hjælp.
Det er fint at snakke om, at man skal putte sin egen iltmaske på først, men hvis ikke man kan få luft, kan det være lige meget. Hullet er også en symbolik, der er til at forstå, da det ikke bare repræsenterer hendes datters hul til slangen med væske, ej heller hullet i loftet, der har taget hendes helle fra helvede, men er det altopslugende sort hul, der selv i hendes drømmer suger hende ind, indtil hun ikke kan se nogen udvej. Hun er med andre ord en meget stresset omsorgsperson.
En mere end oscarværdig præstation
Rose Byrne er ikke overraskende eminent i hovedrolle. Man forstår udmærket, hvorfor hun er blevet oscarnomineret. Man kan mærke, hvordan hendes stres smitter af på en, og i takt med, at fortællingen fra hendes perspektiv bliver mere og mere drømmende, fremstår hun også mere og mere afdanket, med poser under øjnene, og mere og mere maniske følelsesudbrud i ren afmagt over, at ingen forstår hende.
Skal man klatre filmen for noget, så er det paradoksalt nok, at det er en film udelukkende fra hendes perspektiv.
Vi hører kan hendes mands stemme gennem det meste af filmen, og hendes datter er bevidst ude af fokus, for virkelige at understrege, hvor meget hun føler sig alene i verden, selv med sin egen familie. Conan O’Brien gør en god figur i en alt andet end komisk rolle som hendes tørre og intetsigende terapeut, der gør mere skade end gavn, og ignorere alle hendes højtrystende råb om hjælp, fordi han selv er tom indeni. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere viden om disse karakterer, men det ville nok have fjernet fokus fra det, som filmen virkelig handler om, udbrændthed.
Giv din mor et kram
If I Had Legs I’d Kick You er en tour de force fra Rose Byrne, og en intens påmindelse om, hvor hårdt det er at være mor. Kravene til omsorgsrollen er kun blevet større med årene, hvad end de kommer fra samfundet, i form af en betjent, selvoptaget klienter, en uforstående mand, eller en læge, der bare gerne vil have Linda til at følge en plan, så hun kan passe ind i en klar kasse.
På samme måde som Whiplash var en thriller, forklædt som en musikfilm, er If I Had Legs I’d Kick You en thriller forklædt om en sammenbrud. Den vil helt sikkert ramme lige lovlig tæt hos mange, men selv hvis man ikke kan identificere sig med hendes specifikke problemer, får man lyst til at give sin mor et kram, efter man har set filmen.
