En stærk præstation i en vellavet film
Efter lang tids venten er den oscarvindende I’m Still Here, endelig landet i de danske biografer, og den har været ventetiden værd.
Baseret på en sand historie, rejser vi tilbage til 1970’ernes militærdiktatur i Brasilien. Her møder vi Eunice Paiya (Fernanda Torres), der er mor til fem og tilsyneladende lever et velhavende og fredeligt liv, mens verden udenfor er plaget af utryghed og en magtsyg regering. Hendes og familiens liv forbliver dog ikke så enkelt, for en dag banker virkeligheden på døren i form af diktaturet, der vil have hendes mand. En mand, der mange år tidligere var kongresmedlem og regimemodstander, og nu bortføres af myndighederne, efter de har fået magten.
Mens Eunices liv bliver forandret, er stilheden fra staten øredøvende. Eunice kæmper utrætteligt for at finde sin mand, samtidig med, at hun skal forsøge at holde familien samlet, og det er ikke så let, når man er kvinde i en uretfærdig tid præget af frygt og undertrykkelse.
Kvindeportræt i en brydningstid
Det er barske løjer, fortællingen hiver fat i. Vi ser, hvordan et militærdiktatur kun kan styre gennem vold, og hvilken effekt det har på både borgere, der bare vil leve i fred, men også de mennesker, der udfører magtanvendelsen. Det er dog primært centreret om et stærkt kvindeportræt af en person, der aldrig gav op, selvom hele verden tilsyneladende var imod hende. Forankret i en stærk præstation af Fernanda Torres, har man ikke svært ved at forstå, hvorfor hun høstede så mange priser, endda også en oscarnominering af sig sidste år.
Der er egentlig ikke den store finger at sætte på produktionen, som fortæller en vedkommende historie, og gør det med en stilsikker hånd. Desværre sad jeg alligevel tilbage og ønskede, at I’m Still Here var en af de film, jeg elskede, mere end anerkendte.
Ikke nok med, at det er et højaktuelt emne, der viser den yderste konsekvens af et samfund, som behandler de magtesløse som undermennesker, så er det også en meget personlig historie fra det virkelige liv. Intet føles falsk, hvad end vi springer rundt mellem familiens mange børn, kampen mod system eller Fernanda Torres’ underspillede præstation i centrum, har de alle det til fælles, at de er autentiske.
Alle de mange positive elementer til trods, blev jeg dog aldrig rørt af fortællingen. Hvorfor er ikke til at sige, for den er barsk, og ingen sætter som sagt en decideret fod forkert i forbindelse med produktionen, men tingene gik ganske enkelt ikke op i en højere enhed for mig.
Jeg sad og kunne intellektuelt værdsætte det dygtige arbejde, men blev ikke følelsesmæssigt revet med. Men selv, hvis man ikke blive rørt til tårer, er der så meget godt, at man er nødt til at kippe med flaget for det arbejde, som instruktør Walter Salles og resten af produktionsholdet har lagt for dagen.
