En debutfilm med positive takter
I Ingen kære mor følger vi tre generationer af kvinder, der ender med at holde en lidt anderledes jul. For Christel (Lene Maria Christensen) er uhelbredeligt syg af kræft, og ønsker bare at tilbringe en sidste jul i ro og fred med sin datter Luis (Freja Klint Sandberg) i familiens sommerhus. Det går dog ikke efter planerne, da hendes mor Vivi (Birthe Neumann) dukker uanmeldt op, og med hende skubbes mange gamle konflikter og uforløste følelser frem i lyset.
© Christian Geisnæs
En ujævn oplevelse
Det er lidt vemodigt ikke at kunne skrive en entydig positiv anmeldelse. Med tanke på, at det er en debutfilm af Charlotte Brodthagen og et kammerspil med tre generationer af dygtige skuespillere, ville det være rart, hvis det også var en entydig succes fra start til slut, men det er ikke helt så ligetil.
Til at starte med ser det teknisk ikke alt for lovende ud. Man kan mærke den manglende erfaring i billedet. Det er småting, som fx, at vi befinder os i dagene op til juleaften, men der er lys udenfor hver eneste morgen, indstillingerne har utilsigtet meget negativt rum og luft over hovederne på personerne i billedet, og man kan i det hele taget ikke spore sig ind på, hvilken tonen filmen vil gøre brug af til at føre os ind i de mange spørgsmål om de betændte familierelationer.
Heldigvis finder filmen langsomt fodfæste og produktionen flyder bedre jo længere tid der går, så da vi når til tredje akt, hvor alle spændingerne dukker op til overfladen, er man opslugt af Christels, Luis’ og Vivis familiedynamik.
© Christian Geisnæs
Opløftet af skuespillet
De tre stærke præstationer af Birthe Neumann, Freja Klint Sandberg og Lene Maria Christensen er helt klart det største trækplaster. På intet tidspunkt fremstår de utroværdige og løfter en ellers meget ujævn filmoplevelse. Man føler for dem alle, efterhånden som det står klart, at de slet ikke kan forholde sig til hinanden, fordi de i bund og grund slet ikke kender sig selv.
Sådan en dynamik burde være drivkraft nok i sig selv, men det største problem, der holder filmen tilbage fra at blive virkelig indsigtsfuld, er, at manuskriptet ganske enkelt ikke er lige så stærkt som skuespillerne. Det er hovedsageligt et kammerspil, lige med undtagelse af et par meget tvivlsomme afhop til henholdsvis en genbrugsplads og en kirke, hvor alle andre mennesker fremstår som statister i deres historie.
Tiden bliver dog ikke brugt særlig effektivt, så der er flere gange, hvor karakterudviklinger fremstår som taget ud af den blå luft. Fx da mormor Vivi pludselig vågner op en dag, og er hjælpsom og forstående, selvom hun før kun har været ondsindet og spydig, for ellers ville plottet gå i stå. Belejlige forandringer som denne, gør mere skade en gavn, når det er karaktererne og ikke historien, som bærer en film, der primært foregår i et sommerhus.
Ingen kære mor viser masser af gode takter, men lykkes aldrig helt med at få det hele til at spille. Der er ikke en finger at sætte på skuespillet hos Birthe Neumann, Freja Klint Sandberg og Lene Maria Christensen, men manuskriptet er ikke helt på samme høje niveau. Man kan godt mærke, at det er en debutfilm, men med tanke på, at kvaliteten af produktionen langsomt forbedres undervejs, er jeg overbevist om, at talenten nok skal folde sig ud i fremtiden, når der er lidt mere erfaring i bagagen.
