Simon Lec: “Diagnoser er en god ting”

Ny film følger Eske Willerslev gennem fem år og udfordrer vores sprog om psykisk sårbarhed

I vores eksklusive interview med Simon Lec, får du et unikt indblik i hans nye dokumentar, Human Race, mens vi gennemgår nogle af nøglepunkterne fra film. Lec sætter ord på de mange valg og ændringer, han har måtte lave undervejs. Det er alt lige fra valget om ikke at sætte Eske Willerslev i centrum, skildringen af forskningsmiljøet, og ikke mindst et håb om at give os et nyt sprog til at tale om menneskets psyke.

Inden det første kamera er tændt, er dilemmaet allerede klart for Simon Lec: Er det, vi kalder psykisk sygdom, en fejl hos det enkelte mennesker, eller er det et vilkår, vi alle bærer med os i større eller mindre grad?

Fem år sammen med genetikeren Eske Willerslev tager det, for at komme tættere på svaret. Resultatet er Human Race – en dokumentarfilm, der i starten handler om forskningsprocessen, men ender som et dobbeltportræt af videnskab, familieliv og prisen for ambition.

Den oprindelige idé til filmen havde dog ikke noget at gøre med DNA-forskning, men startede et noget mere personligt sted for Simon Lec.

“Det var en periode, hvor jeg brugte rigtig meget tid på min søns skole, fordi han havde det, der hedder skolevægring. Han kunne ikke finde ud af at gå i skole. Jeg havde de samme følelser, da jeg skulle i skole, og jeg ved, at min far følte det samme.”

”Jeg brugte ret mange timer på skolen, hvor jeg sad og tænkte: Hvordan kan det være, at han ikke kan gå i skole? Hvor er det, det kommer fra? Er det måden, vi har opdraget ham på? Det fyldte meget, den her arv og miljø tankegang.”

”En dag sad vi og så et livefeed fra Folkemødet, hvor Eske Willerslev fortalte om sin ambition med at kortlægge fem tusind fortidsskeletter med henblik på at finde ud af, om psykisk sygdom, mental sårbarhed, vores hjerne i virkeligheden har haft de her dispositioner altid, eller om det er noget nyt, et produkt af vores moderne liv.”

Det spørgsmål vakte Simons interesse og få uger senere, sad Lec og producer Jacob Levin Krogh på Willerslevs kontor. Og endnu kortere tid efter, gik turen til Cambridge, hvor hele forskerholdet samledes.

“Vi sad på hans kontor og præsenterede idéen. Jeg tror ikke, der gik mere end et kvarter, så var han helt med. ‘Hvad skal I på lørdag?’, spurgte han, fordi han havde en workshop i Cambridge. Hvis vi havde tid, ville han gerne flyve os derover. Og i løbet af en uge, var vi ligesom i gang med filmen.”

Fra forskningsfilm til dobbeltportræt
I starten er målet klart: En videnskabelig film, der følger projektet fra start til slut. Men efter et års tid ændrer formen sig, og portrættet foldes ud i to spor – laboratoriet og livet udenfor.

“I starten var det mere et videnskabeligt projekt. Det var først senere, da vi kom tættere på Eske, at idéen om, at filmen skulle følge to spor, det videnskabelige og det personlige, kom.”

“Eske som person inkarnerer videnskabsprojektet. Videnskabsprojektet vil undersøge, om mental sårbarhed er en del af det at være menneske.”

Lec vil samtidig væk fra den velkendte foredragsform og insisterer på et ydre blik – også når det koster gode ’formidler‑scener’ i klipperummet.

“Eske er en utrolig dygtig formidler, og det var jeg ikke interesseret i, at han skulle i denne her film. Min ambition var, at vi skulle se ham udefra. Det var ikke ham, der skulle fortælle om sig selv og sin historie, men publikum skulle få et indblik, der ikke var dikteret af ham.”

“Du kommer ikke bare med et kamera” – at vinde forskernes tillid
En sådan tilgang til sit emne, er dog ikke uden sine forbehold. Adgangen til forskningsmiljøet er nemlig ikke kun et spørgsmål om kalender og adgangskort. Som Lec beskriver det, er der en grundskepsis opbygget af dårlige medieerfaringer hos de mange forskere, han talte med, og det tog tid at vinde deres tillid.

“Jeg glemmer jo, hvor nervøse folk er [overfor et kamera]. Jeg kan ikke tale med en forsker, der ikke er blevet misbrugt i en eller anden mediesituation. Enten i situationen eller i forbindelse med produktet, hvor forskningen er blevet skarpvinklet eller sensationaliseret. Du kommer ikke bare med et kamera. Det er en lang, lang proces, før vi overhovedet går i gang med noget som helst, fordi vi skal bevise vores værd først. Selvom det er videnskab, handler det [stadig] om følelser det her.”

Tilliden kræver også tydelighed om, hvordan ansvaret med optagelserne blev forvaltet.

“Når jeg laver en film, så har jeg final cut. Men hvem har så lyst til at være [i] en film, hvor en anden bestemmer, hvad der skal med? Der er en balancegang. Jeg har final cut, men jeg gør ikke noget, der fremstiller dig på en måde, hvor du ikke kan genkende dig selv.”

Fem år – og materiale til flere film
Dette ønsker om at opnå tillid hos forskerne, er blandt andet medvirkende til, at optagelserne ender med at strækker sig over fem år. For at kunne følge projektet tæt må holdet filme og researche samtidig, i håbet om, at filmens form viser sig.

“Vi har gjort det, man kalder at overproducere. Det vil sige, der er materiale til tre, fire film, og det skyldes mange ting. Vi måtte simpelthen bare optage og researche i takt med, at vi var i gang. Det er selvfølgelig ekstremt dyrt og ekstremt hårdt, men vi havde ikke rigtigt noget valg.”

At blive flue på væggen kræver især én ressource: tid.

“Det tager bare utrolig lang tid at nå til det punkt, hvor man er fluen på væggen. På et eller andet tidspunkt slipper [forskerne] ligesom paraderne, og så må de ligesom leve deres liv. Der var det en fordel at følge dem i fem år.”

Meta i Canada – når rekonstruktion vækker følelser
Undervejs i optagelserne ender Simon Lec og holdet i Canada. Her opdager de, at Eske Willerslev medvirker i en anden dokumentar, hvor en dramatisk periode fra Willerslevs liv rekonstrueres. Og Lec filmer rekonstruktionen – ikke for dramatisk effekt, men for at vise, hvad den gør ved mennesket, når der er et kamera foran dem.

“Lige pludselig får vi at vide, at Eske også er i gang med at lave en anden film i Canada. Det, har han glemt at fortælle os. Vi følger Eske i den scene, hvor der er en instruktør, der instruerer ham. Man kan se, at han genoplever det. Til sidst siger han også selv, ‘I get emotional’.”

“Det bliver meget meta-agtigt, ikke? Det er simpelthen et lykketræf, fordi man får et helt andet blik på optagelsesprocessen. Det er jo rekonstruktionen, der vækker den følelse.”

Vaffelbar og DNA i hverdagen
En anden af filmens uventede nøglescener er en rolig samtale om DNA mellem Willerslev og hans sønner. Her tydeliggøres værdien af arbejdet mellem de afdødes genetik og de levede identiteter.

“Der er en scene på en vaffelbar, hvor [familien] har en samtale om DNA. Du har den store genetiker, som lige pludselig siger, jamen vores identitet, den skal ikke hænge sammen med vores DNA, og han har slet ikke blik for, hvordan [vores ophav] ses af andre, og hvad det har af betydning ude i verden.”

“Netop i den scene [er det] hans lille søn, der tager sig til hovedet, fordi han får at vide, at han er tysk og polsk. I hans verden er han jo halvt koreansk og halvt dansk.”

Forskningens konfliktzone
Det er ikke bare de unge drenges verden, som bliver udfordret af Willerslevs arbejde, men også nationale myter, der står for skud. Efterhånden som forskningsresultaterne viser, hvordan vikingerne stort set ikke var aktive i Norge, skaber det ramaskrig nord på. Særligt et foredrag udløser stærke reaktioner, og en norsk kollega ender med at trække sig fra projektet, hvilket er et godt billede på, hvordan selv voksne kan blive ramt, når data kolliderer med ens identitet og selvforståelse.

“[Foredraget] hvor [Eske Willerslev] provokerer nordmanden. Der bliver man jo nødt til at spørge sig selv: Men kan du ikke… Det er da vildt provokerende, det du siger.”

“[Sturla Ellingvåg] er en del af et projekt, der beviser, at vikinger ikke var så blonde, som vi nu engang gik rundt og troede. Og, at vikingernes aktivitet ikke var så voldsom i Norge, som nordmændene troede. Det var simpelthen så voldsomt for ham, at han måtte trække sig.

Efterfølgende har Sturla Ellingvåg ”betalt en meget høj pris”, siger Simon Lec, da han bliver ekskluderet fra forskermiljøet. Men Simon Lec håber, at publikum er barmhjerte i deres blik, særligt over for dem, der mister deres livsfortælling, som følge af forskningsresultaterne.

“Jeg håber også, at [folk] kigger på Sturla med lige så stor barmhjertighed, som de kigger på Eske. Mennesket psykologi er forbundet med narrativer, og det kan nogle gange virke skørt, men det er også en del af sandheden.”

“Vi er alle sammen på spektret”
For er det noget, som Human Race stiller skarpt på, er det behovet for et opgør med det binære syn på psykisk sygdom. Diagnoser skal måske ikke længere ses som det onde, men som et sprog, der kan hjælpe os med at forstå hinanden bedre. Som filmen også viser, er menneskets psyke tæt forbundet med begreber, som har et dårligt ry i dag.

“Disposition for psykisk sygdom [hos mennesket] har altid været der. Hvis du fx forsøger at redigere autisme ud af det menneskelige dna, så vil du fjerne det, der er intelligens. Hvis du prøver at fjerne skizofreni, så kan det være, at vores kreativitet ryger.”

“Diagnoser er en god ting. Som en af forskerne siger, får du først en diagnose, når du har fået for meget af det gode, og han understreger det gode i sætningen. Vi er alle sammen på spektret.”

Denne åbenbaring har også haft en positiv effekt på Lecs egen familie.

“I mellemtiden har jeg fundet ud af, at [min søn] ikke fejler noget. Han har haft for meget af det gode i forhold til den institution, skolen er i Danmark. Der passer han sgu’ ikke ind.”

Klipperummets svære fravalg
Med så mange optagelser og så meget interessant tankestof, har det været noget af en kamp at klippe filmen ned. Med “materiale til tre, fire film” kunne Human Race have set meget anderledes ud.

“Vi har [mange] optagelserne, så vi kunne trække [filmen] i alle mulige retninger. Man kunne klippe filmen på mange måder, men da vi var færdige med den, ville vi gerne kunne sige: Det var sådan, det var”

“Det kunne have været en ren videnskabsfilm. I stedet for blev det netop det her kalejdoskop, eller en form for blanding af alle mulige forskellige blik vi dokumenterede.”

Hvad skal publikum tage med?
Hvad er det så, Simon Lec håber på at give publikum, med en film, der peger i mange retninger? Det er håbet om et fornyet syn på vores sprog om psykisk sygdom. Mindre skam, mere nysgerrighed, barmhjertighed og plads, når vi møder det, der er anderledes.

“Hvis folk på nogen som helst måde kan få et nyt blik på, hvad psykisk sygdom er, så vi kan blive bedre til at favne forskellighed, kognitiv forskellighed.”

Man skal dog ikke forvente noget facit. Der er mennesket trods alt for indviklet til at indkapsle i en film.

“Filmen kommer ikke med nogle svar overhovedet. For mig personligt [er det] nærmest befriende at anerkende, hvor kompliceret det er.”

Human Race kan ses i udvalgte danske biografer fra torsdag den 30. oktober