Jakob Weis om ‘Fædre & mødre’

Kategori Eksklusivt, Interview af - november 08, 2022
Jakob Weis om ‘Fædre & mødre’

Den enormt dygtige dramatiker og manuskriptforfatter, Jakob Weis, er igen biografaktuel med filmen Fædre & mødre. I den anledning tog vi forbi hans kontor og fik en snak, der spændte vidt og bredt, om de forfærdelige forældregrupper, der har været inspirationen til filmen, om arbejdet med at få dialogen til at flyde, når man har et ensemble med et tocifret antal skuespillere, og ikke mindst, hvordan samarbejdet med Paprika Steen har formet manuskriptarbejdet.

Der kan forekomme milde spoilers undervejs.

De tvungne fællesskaber
Det er tre år siden vi sidst mødtes i herskabslejligheden på Frederiksberg, hvor Jakob Weis deler kontor med flere andre dygtige forfattere. Meget har forandret sig i verden sidenhen, men det er ikke det indtryk man sidder tilbage med, når man bliver inviteret indenfor. Der er noget enormt tryghedsskabende ved at mærke, at selvom der måske sker en stor omvæltning uden for, er det stadig de samme store kunstneriske ambitioner, der er i højsædet på kontoret her, og filmen Fædre & mødre er ingen undtagelse.

Efter makkerparret Jakob Weis og Paprika Steen oplevede stor succes med deres første film, Den tid på året, satte de sig med det samme ned for at finde ud af, hvad deres næste film skulle handle om. Grundtemaet endte hurtigt med at omhandle de tvungne fællesskaber, hvor man ikke bare kan sige fra, hvis man føler sig dårligt tilpas.

Vi er meget optaget af de fællesskaber man træder ind i, og faktisk har en forpligtelse til at blive i, selvom man har en stor længsel til at bryde eller forlade det.” Sådan beskriver han de grupper, vi alle oplever at være fanget i, på et eller andet tidspunkt i livet.

Foto: Søren Kirkegaard

Hvor deres første film dekonstruerede disse fællesskaber i forhold til familien, så er det forældrerollen, der står for skud i denne omgang. Både Paprika Steen og Jakob Weis har prøvet at flytte skole med deres børn, og har derfor oplevet, hvordan det er at træde ind i en forældregruppe, hvor alle rollerne allerede er etableret på forhånd. Og som han siger, kunne de pludselig genkende hinandens historier, der talte ind i en større tendens.

”Vi sender jo kraftedeme tusindvis af børn i skole, der har gået i klasser med forældregrupper. Helt vildt mange børn er rundet af en forfejlet samværskultur. Det optog os virkelig meget.”

Publikums introduktion til denne forfejlede samværskultur er derfor også endt med at være de nye forældre i 6.B, Piv og Ulrik, som man får indtrykket af, har rykket deres datter rundt for at komme ind på den helt rigtige eliteskole, i hvert fald ifølge deres egen optik. Når de så endelig er kommet ind, er det ikke helt så fantastisk, som de forestillede sig.

Det er ikke nok, bare at være i forældregruppen, man skal også være sammen med de rigtige. Social-climbing, som det bliver kaldt på moderne dansk, er nemlig noget, der i allerhøjeste grad bliver praktiseret i de danske forældregrupper, og som Jakob Weis malerisk forklarer det, er det en skrue uden end.

”De troede, at de var kommet ind til nirvana, men der er et nirvana mere. For det er ikke nok at være en del af forældregruppen. Du vil også være en del af de fede.”

Foto: Søren Kirkegaard

Man er heller aldrig i tvivl om, at historien har stærke rødder i virkeligheden. Fx er Ulrik meget tæt på Weis selv, der også har oplevet at skulle engagere sig i en hyttetur, kort tid efter hans søn skiftede klasse. Og det kan ende med de mest bemærkelsesværdige situationer, alt sammen i børnenes navn.

”Så ender det med, at klokken tre om natten, hænger jeg på ryggen af en af forældrene og laver ringridning omkring et bål med et kosteskaft, og prøver at få den igennem en ring i et træ. Der havde jeg lovet mig selv, at jeg ville gå tidligt i seng, og så ender det alligevel der, fordi jeg tænker: ’Jeg skal være en god far,’” forklarer han.

Arenaer og arketyper
Når Paprika Steen og Jakob Weis føler, at de har fundet noget, der kan minde om en historie, er det, at Jakob Weis’ arbejde som manuskriptforfatter for alvor, går i gang. ”[Jeg] skriver et oplæg, giver nogle bud på karakterer og bud på en arena, situationer og forløb. Så snakker vi det igennem af flere omgange, og så sætter jeg mig ned og skriver first draft,” siger han.

Arenaen er endt med at være forældregruppen, der tager ud på en hyttetur, hvor der er plads til en masse forskellige handlingsforløb. Fordi en anden ting makkerparret gerne ville bygge videre på, var ensemblefilmen. ”Vi ville gerne have mange mennesker i rummet, i mange scener,” siger han og tilføjer, ”[Paprika Steen og jeg] vil gerne have karaktererne over plottet.”

Foto: Søren Kirkegaard

De mange mennesker, har ikke bare afstedkommet et imponerende ensemble af dygtige skuespillere, men det betyder også, at der skal lægges noget arbejde i at skrive dem, så de ikke lyder ens. ”Jeg bruger meget tid på karakterer, og det har jeg altid gjort,” forklarer han og uddyber, ”[Jeg] leder efter en grundtone i dem. Jeg prøver at forestille mig, hvordan de ville reagere, hvis jeg udsatte dem for et moralsk problem.

Og gennem karakterernes værdisæt, der bliver udfordret, kommer man langsomt ind på livet af forældrene, og begynder at forstå, at de faktisk er følsomme, og ikke trives her. På den måde går de fra at starte som arketyper til forhåbentlig at lyde og fremstå som rigtige mennesker. Det er dog lige med undtagelse af ”klassens spændte diktatorer”, som han kalder Thorbjørn og Julie. For som han udlægger det. ”Jeg tror på, at nogen mennesker er sådan, og jeg har mødt dem.”

Man får hurtigt indtrykket af, at det er ensemblet, der er i centrum fremfor plottet, og det er helt overlagt. Som det bliver forklaret, så er det, ”ikke noget vi ser i dansk film. Det er en helt anden måde at skildre mennesker på, i stedet for at underkaste sig den meget plotdikterende tænkning. Vi lægger udviklingen ind i karaktererne, og det ser vi for lidt af i dansk film. Det vil vi gerne slå et slag for.”

Foto: Søren Kirkegaard

Musikalitet som rettesnor
Men ønsket om et meget mere dialogtungt manuskript stiller dog enormt store krav til manuskriptforfatteren. Det er særligt de tre store scener, forældremødet i starten, bålscenen midtvejs i filmen og middagsscenen til sidst, hvor der er så mange skuespillere med, så meget dialog og så mange spidsfindigheder karaktererne imellem, at det nærmest er som at skrive en film-inde-i-filmen. Det er dog lige netop i arbejdet med at finde de mange stemmer, at Jakob Weis trives bedst. Noget han tilskriver sin opvækst som musikerbarn.

”Hele min opvækst har været musik, mere end det har været bøger og litteratur. Jeg troede selv, at jeg skulle være musiker.”

Manuskriptforfatter blev han dog, og dette musikalske fundament, i samspil med arketyperne, bliver brugt til at komponere scener, så karaktererne, ligesom instrumenterne i et orkester, ikke lyder ens. Denne baggrund har han også til fælles med Paprika Steen, der ligeledes er musikerbarn. ”Man kan på en sjov måde sige, at jeg er komponisten, og hun er dirigenten,” siger han spøgefuldt.

Det er en pudsig fællesnævner, men i løbet af interviewet får Jakob Weis alligevel overbevist sig selv om, at der er noget om det. Denne musikalske bølgelængde, har nok været med til, at flere scener har skiftet karakter fra manuskript til film, men uden, at Jakob Weis har set det som en negativ ting.

Det er fx scener som vandkampen, der startede som en superstringent magtkamp, men er endt som en legene scene, hvor der også er plads til et positivt øjeblik mellem far og datter, der får øjenkontakt med hinanden. Og denne måde at fortolke manuskriptet, priser han kun velkommen, for som han siger. ”Vi får muligvis det bedste frem i hinanden.”

Foto: Søren Kirkegaard

Filmen hedder altså Fædre & mødre
Men selvom dialogen og karaktererne har været det primære fokus for både ham og Paprika Steen, har filmen alligevel en meget klar fortællestruktur, hvor titlen aktivt spiller ind. Selvom man måske ikke lægger mærke til det, er filmen delt i to. Hvor den første del følger Ulrik og fædrene, mens anden del er kvindernes historie set fra Pivs perspektiv. ”Du aner ikke, hvor mange, der har spurgt, hvorfor hedder den ikke Mødre & fædre, og nu har jeg en forklaring på det,” siger han.

Fædre & mødre er tænkt som en trilogi, der startede med Den tid på året, som skal afdække de tvungne fællesskaber, og står det til Weis, så kommer der nok ikke til at gå fire år igen, inden deres næste film sammen. ”Vi går i gang med den næste [film], så snart premieren er overstået,” fortæller han håbefuldt.

Hvad der dog med sikkerhed står klart er, at det næste års tid ser meget lyst ud for Jakob Weis. Hele tre film fra hans pen er i støbeskeen. Den nye Afdeling Q film, Den grænseløse, som han efter eget udsagn, anser for at være, ”den mest heftige Afdeling-Q film til dato.” Løvinden om Karen Blixen, der skal instrueres af May el-Toukhy, så snart hun er færdig med optagelserne af The Crown, og så måske hans mest personlige film, Toves værelse.

En adaptation af hans eget teaterstykke, der førte ham sammen med Paprika Steen, og startede den rejse han er på nu. Filmen skal instrueres af Martin Zandvliet, og rollelisten består af bl.a. Lars Brygmann og selvfølgelig, fristes man næsten til at skrive, Paprika Steen. En film, der mere end nogen anden repræsenterer, hvor langt Jakob Weis alligevel har rykket sig i den danske filmindustri på relativ kort tid. Noget, der heller ikke er gået hans næse forbi.

”Det er enormt privilegeret, at få lov til at arbejde med de her fantastiske instruktører.”

Der er dog stadig et vist stykke tid til, resultaterne af disse privilegerede produktioner kommer i biografen. I mellemtiden kan du tage ind og se Fædre & mødre, der er i biografer landet over, og er en del af Biografklub Danmark.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.