Livets helt store rolle
I Noah Baumbachs femte Netflix-film, Jay Kelly, hiver han fat i den fiktive filmstjerne af samme navn. Selvom Kelly (George Clooney) er så meget op i årene, at hans stylist giver hans hår den helt rigtige grå nuance, så ingen ved, at han er blevet hvidhåret, er han stadig en af verdens allerstørste filmstjerner. Hans navn alene kan finansiere film, og hele verden elsker ham, så alt burde være i den skønneste orden for vores titelkarakter.
Det er dog langt fra tilfældet, for han lever en meget isoleret tilværelse. Alle i hans omgangskreds tjener penge på ham, og forholdet til hans ældste datter er så stramt, at hun har slået hånden af ham. Så da hans yngste datter, også skal forlade reden, befinder han sig pludselig i en situation, hvor han er helt alene. Kombineret med nyheden om, at hans mentor pludselig er død, sætter det skub i det, man meget vel kan kalde en tekstbogs midtvejskrise.
© Peter Mountain/Netflix
Identitetsproblemer i Europa
Der er noget ironisk over, at Noah Baumbach har valgt at fortælle en historie, der hylder biografen og den klassiske filmstjerne, for deres samlende kraft, men gør det på Netflix.
Man skal dog ikke forvente, at der er slækket på produktionsværdien af den grund, for det er en billedskøn oplevelse. Kellys krise udvikler sig til en rejse gennem Sydeuropa, der er badet i evig solskin. Det er nærmest som om, han tager det gode vejr med sig fra Californien, og det er helt sikkert ikke en tilfældighed.
En af de helt store problemstillinger er nemlig, at Jay Kelly ikke har en ærlig relation til nogen, selv hans datter. Det har været berømmelsens pris at leve et liv, hvor man bliver opvartet i hvert et sekund, men uden noget ærligt modspil. Dette og mange refleksioner om livet, bliver taget under kærlig behandling med lige dele humor og tragedie.
Baumbach holder sig heller ikke tilbage fra at udstille Hollywoods selvoptagethed, når Kelly fx proklamerer, at han gerne vil rejse med toget og være blandt almindelige mennesker, men ender med at underholde hele togvognen, for slet ikke at tale om det entourage, der hele tiden danser efter hans pibe. Hans nærmest relation er også meget passende med hans manager Ron, spillet af Adam Sandler, som han hele tiden minder om tager 15% af alt, hvad han tjener.
© Peter Mountain/Netflix
Lidt for let
Man kan vist rolig sige, at Noah Baumbach har kastet sig over en del, og det burde da også være en fornøjelse, når han nu har fået et vaskeægte ikon som George Clooney med. Det er da også i detaljerne, at filmen står stærkest. Måden folk taler til hinanden på, Kellys bodyguard, der knap nok kan gå selv, eller mødet med en gammel studiekammerat, man tror er dybt, men viser sig igen at være overfladisk og indbildsk. Meget bliver sagt, og det er i det store hele også interessant, hvor særligt forholdet mellem Ron og Jay er filmens helt store følelsesmæssige kerne, men selve historie er ganske enkelt for let til, nogensinde at blive virkelige rammende for de emner, den udforsker.
Her tænker jeg primært på tonen og skildringen af karaktererne. For selvom alle menneskerne er enormt mangelfulde, elsker og identificerer Baumbach sig for meget med dem, til virkelig at presse dem. Kombineret med et dialogbåret manuskript, hvor folk hele tiden ekspliciterer deres tanker, ender du med et ensemble af selvoptaget mennesker, og det er en dårlig cocktail, hvis ikke man er villig til virkelig at spidde dem. Det lykkes heller ikke at få det store personlige drama mellem Jay og Ron til at være virkelig indsigtsfuldt. Clooney og Sandler er troværdige som to knudemænd, men da tilbringer ganske enkelt for lidt tid sammen.
© Peter Mountain/Netflix
Derfor ender Jay Kelly med at være en pæn, men også lidt for nonchalant oplevelse. Der bliver sagt en masse mellem linjerne om, hvordan vi alle spiller en rolle, og hvordan den former vores relationer med omverdenen, der ikke er ønskværdig for nogen, uanset om man er den berømte Jay, eller manageren Ron, der får tingene til at køre rundt. George Clooney og Adam Sandler leverer begge helstøbte præstationer, men uden at gribe en på noget tidspunkt.
Ligesom Jay, sidder man tilbage med følelsen af at have været med på en ferie, hvor der er plads til en smule refleksion i behagelige omgivelser, men hvor intet gør virkelig ondt.
Det er en magelig dannelsesrejse, som sætter tankerne i gang på et basalt niveau, men heller aldrig mere end det.
