For meget teater
Med Jeg tror jeg elsker dig tager den landskendte Silas Holst springet fra teaterscene til biografen, med en historie inspireret af hans egen barndom. Her møder vi drengen Anders, som vokser op i et hjem præget af vold, kontrol og frygt under en dominerende og uforudsigelig far. Flugten fra den barske virkelighed finder han i dansen, der er hans måde ikke bare at overleve, men at udtrykke sig frit. Hen over tre tidsperioder skildres familieforholdet, og hvordan ens barndom kommer til at forme en resten af livet.
Et ærgerligt selvportræt
Det er i høj grad mere en følelses af ærgrelse end noget andet, men sidder tilbage med, efter at have set filmen, der er inspireret af Silas Holsts eget liv, og som han ikke bare er medforfatter på, men også er krediteret som konceptualiserende instruktør.
For der er en god historie gemt, langt under overfladen. Bag de mange tvivlsomme valg i produktionen, handler filmen grundlæggende om en manglende accept og forståelse, som går igen gennem Anders’ liv. Det er en vedkommende udfordring, som rigtig mange mennesker kæmper med, særligt dem, der ikke finder en ventil fra livets trykpresser.
Men selvom præmissen rummer et enormt potentiale, er der nogle grundlæggende valg, som holder filmen tilbage. Der er ikke noget i vejen for at fortælle en personlig historie, men der er lidt for meget ananas i egen juice, når Silas Holsts eksmand spiller den tyranniserende far, deres søn spiller den unge Anders, mens Holst selv har en cameo hen imod slutningen og får det sidste ord. Det vidner igen om, hvor personligt et projekt, vi har med at gøre, men man kan heller ikke slippe følelsen af, at de leverer replikkerne med de helt store armbevægelser, som stod de på en teaterscene – i skærende kontrast til Laura Drasbæk som moren.
Det store lyspunkt
For Drasbæk er om nogen filmens helst store trækplaster, der både med al tydelighed viser, hvad der fungerer og, hvad der ikke fungerer. Hun er ganske enkelt eminent i rollen som moren, der er fanget i det voldelige forhold med en kontrollerende og ondskabsfuld mand, alt imens hun prøver at frigøre sig selv og beskytte sine to børn. Rollen spilles med en ømhed og naturalisme, man virkelig savner, når kameraet ikke er fokuseret på hende, og den første akt, der hovedsageligt fortælles fra hendes perspektiv, er ikke bare dramaet, men også følelserne til at mærke.
Desværre varer dette perspektiv ikke ved, for efter et spring i tiden, er hun pludselig skubbet i baggrunden, og nu er det Anders, der er historiens entydige omdrejningspunkt.
Herfra, er det som om, at filmen langsomt knækker, fordi formen er vigtigere end indholdet. Dramaet vægtes højere end troværdigheden i brødrenes forhold og så har det været meget vigtigt, at Anders’ vej ud af den sociale arv, skulle være lige præcis gennem sit talent som danser, og ikke noget andet, som ville passe bedre til filmen eller skuespillerne.
Det resulterer bl.a. i, at alle dansescenerne i filmen er med en åbenlys stand-in. Så da vi nærmer os det følelsesmæssige klimaks, får vi en scene, der har tiltænkt samme nerve som afslutningen på Whiplash, men aldrig kommer i nærheden af, fordi man ikke kan se ansigtet på danseren og mærke, hvor stort et vendepunkt, det er.
Efter at have set, Jeg tror jeg elsker dig, sidder man tilbage med et stort spørgsmålstegn. Det er til at forstå, hvorfor Silas Holst har haft brug for at bearbejde sit barndomstraume, men hvorfor det er blevet til en film, og ikke et teaterstykke, som alt lige fra dramaturgien, replikkerne, ja selv fokusset på dans ville have egnet sig bedre til, bliver aldrig besvaret. Det er de store følelser og de store ord, men en smule underspillet subtekst, havde filmen ikke taget skade af.
