En generisk sequel
Det er svært at finde positive ord til at beskrive den syvende film i serien baseret på Michael Crichtons roman, Jurassic Park. Du har set den hele før, også ofte bedre, men er du helt betaget af dinosaurer, er der måske noget her, som kan fange din interesse.
Som så mange gange før, starter Jurassic World Rebirth med en gruppe mennesker, der begiver sig ud, hvor de ikke hører til. Vi befinder os i en verden, der er løst forbundet til de forrige
Jurassic World film, hvor dinosaurerne nu lever blandt mennesker. Det forhistoriske dyr er dog ved at dø ud igen, men inden det sker, er der et farmaceutisk firma, som håber på at kunne udnytte dem en sidste gang. De store væsners unikke anatomi kan bruges til at kurere hjertekarsygdomme, men for at studere den, er forskerne nødt til at begive sig ud til en fjern ø nær ækvator, hvor de største dinosaurer med de stærkeste hjerter lever.
Til denne farlige mission bliver en gruppe af lejesoldater og en arkæolog rekrutteret, og selvom planen er lagt, går der ikke længe, før det hele går i vasken – som så mange gange før.
© Universal Studios
Alle gode gange syv
Præmissen er meget kortfattet og direkte, og denne enkelthed gennemsyrer alle dele af produktionen. Det er lige fra karaktererne, som ganske vist har klare karakterudviklinger, men uden tid til at vise mellemregningerne. De skifter bare personlighed, når vi er nået til det tidspunkt i filmen, hvor de skal ændre sig, så handlingen kan skride frem.
På samme måde får man masser af glubske dinosaurer at se, selvom de aldrig rigtig truer hovedspillerne i ensemblet, der til trods for deres ringe intellekt stadig kan kende forskel på de gode og de onde, og sørger for at skåne protagonisterne med hjerter af guld.
Der er også på mystisk vis blevet plads til en familie, fordi børn skal jages, ellers er det ikke en Jurassic Park-film, også selvom det på ingen måde giver mening. Familien er mere malplaceret end familien i Jurassic Park 3. I den film valgte familien i det mindste selv at udsætte sig for fare, mens civilisterne i denne omgang ender på øen af ren og skær tilfældighed.
© Universal Studios
Mere af det samme
Når end ikke ellers dygtige skuespillere som Scarlett Johansson og Mahershala Ali får lov til at være andet end karikaturer, er det svært at blive begejstret. Det eneste positive er actionsekvenserne, som leverer præcis, hvad man forventer, men så heller ikke mere. Hele produktionen kører på automatpilot, og i den kontekst er menneskene ikke andet end gaffatapen, der binder flere tydeligt ufærdige scener sammen, så der er noget, der minder om en sammenhæng.
Af den grund, er det en dårligere film end selv den skuffende Jurassic World-trilogi. Som afbræk fra mennesker, der løber febrilsk gennem en jungle, gav Jurassic World filmene os i det mindste noget nyt i form af henholdsvis en rigtig forlystelsespark, et ”hjemsøgt” hus og dinosaurer på det sorte marked. I denne omgang må vi tage til takke med endnu en svingom i junglen, og man må vel godt forvente bare et minimum af nyskabelse, når det er den syvende film i serien.
Jurassic World Rebirth er mere af det samme. Der er ikke nogen mennesker, kun brikker, der skal udfylde en skabelon, som publikum tilsyneladende aldrig bliver trætte af. De mange fans, som har holdt ved gennem mere end tre årtier, skal nok føle, at de får det, som de gerne vil have, men er man bare en lille smule træt af at se børn, militærfolk og glubske forretningsmænd, løbe med hovedet under armen væk fra computergenerede dinosaurer, er det her ikke filmen, der genopfrisker serien.
