En hyldest til medmenneskeligheden
Med Kærlighed tager manuskriptforfatter og instruktør Dag Johan Haugerud os med på den afsluttende rejse i hans tematiske trilogi, Sex, Drømme, Kærlighed. Ligesom de to forrige film er det en udforskning af længsel, håb og en atypisk, følelsesmæssig dannelsesrejse.
Denne gang følger vi ikke en skorstensfejer eller en kommende forfatter, men urologen Marianne. Selvom Marianne beskæftiger sig med noget af det mest intime og private ved menneskekroppen, har hun stillet sig tilfreds med et liv uden nogen fast partner. Hun takker dog alligevel ja, da en af hendes venner forsøger at sætte hende op med en skilt far, der bor på en fredelig ø ikke så langt fra hospitalet.
På færgen møder Marianne sin kollega Tor, der er hendes diametrale modsætning. Ikke nok med, at han er noget mere frisindet, så er Tor også homoseksuel og bruger flittigt Grindr til at finde andre ligesindet at hygge sig med på færgen.
Inspireret af det noget anderledes perspektiv, forsøger Marianne at være lidt friere i sin søgen efter kærlighed, mens Tor noget uventet ender med at danne en dybere relation til psykologen Bjørn.
Således kan præmissen opsummeres, og gennem den udforsker Haugerud endnu engang de dybeste følelser hos mennesker, der har så svært ved at finde balancen i livet.
Balancerer på en knivsæg
Ligesom de to forrige film, er det en dialogbåren historie, og man kan da heller ikke lade være med at studse over, hvordan karaktererne kan have så stort et ordforråd, men alligevel ikke formår at udtrykke sig præcist, når det kommer til deres indre liv. Det kan til tider blive lidt langt i spyttet, når selv den alkoholiserede ekskone også kan levere en længere og formfuld enetale, men man accepterer det alligevel, fordi det er en del af filmens konsistente tone.
Det skader heller ikke, at ensemblet nok engang er velvalgt. Andrea Bræin Hovig i rollen som Marianne, har et ansigt, der ligesom hendes karakter, udtrykker så meget mere, end det, der bliver sagt i dialogen. Man kan ikke tage øjnene væk fra hende, og selvom hun ofte tier, mens andre taler, fremstår hun aldrig som en blindpassager.
Tayo Cittadella Jacobson er også enigmatisk som Tor, om end på en mere udtryksfuld måde. Tor er noget mere frembrusende, men det er tydeligvis en facade, og efterhånden som man tilbringer tid med ham, får man også at se, hvordan der er mere mellem ørene på ham, også selvom han til at starte med præsenterer sig selv som noget af en stereotype.
I det hele taget er det en enormt sårbar og kærlig film Dag Johan Haugerud har strikket sammen. Hele produktionen balancerer på en knivsæg, og kunne så let have endt som en indbildsk og kedelig oplevelse. Det sker dog aldrig, for kombinationen af Oslos sommerlige omgivelser, skuespillernes nærvær og Haugeruds medmenneskelige manuskript, gør Kærlighed til en fornem afslutning på hans empatiske trilogi, der ender med at stå tilbage som en poetisk hyldest til samværet mellem mennesker.
