Kejseren af Portugalien

Kategori Teater af - oktober 24, 2025
Kejseren af Portugalien

En fortælling om kærlighed, galskab og en landsbys umættelige nysgerrighed

Fire måneder efter Klara Gullas afrejse
”Det er galt, det vi har gang i, men vi insisterer på det,” har iscenesætter Elisa Kragerup udtalt i forbindelse med forestillingen Kejseren af Portugalien.

Det er galt, men kun i begyndelsen, hvor man som publikum skal finde og falde ind i forestillingens rytme, præmis, koncept og æstetiske strategi.

Men lige pludselig falder de fleste brikker på plads, og inden man har blinket med øjnene, er der næsten gået to timer.

På de få skridt, det tager Maria Rossing at gå fra dameside til kongeside, har hun spillet en præst, en ko, et barn, en dranker, den fattige bonde Jan, hans hustru og resten af landsbyen.

Sådan fortsætter det, og det er kun publikum, der, som før nævnt, bliver forpustet, indtil man opgiver at følge med, og så sker der noget fascinerende. Maria Rossing forsvinder, og et helt bysamfund toner frem. Dagen efter kan jeg stadig se dem alle sammen for mig, selvom de alle igen ligner Maria Rossing.

Det er måske galt at insistere på så mange stemmer fra samme mund i en monolog, men netop den stædige fastholdelse, som et barn, der leger for sig selv i en sandkasse, gør, at også publikum suspenderer virkelighedens kedelige regler, og med landsbytossen Jan som kaptajn, bliver vi alle tosser, og det gør forestillingen Kejseren af Portugalien til en sjælden, fabelagtig og betagende teateroplevelse.

To år efter Klara Gullas afrejse
Forestillingen, der kan opleves på Edison frem til 14. november, er baseret på den svenske nobelprismodtager Selma Lagerlöfs roman, udgivet i 1914.

Daglejeren Jan står hver dag og venter på at datteren Klara skal komme tilbage, men som årene går, og hjertet går i stykker, kan Jan kun overleve ved at lade vanviddet overtage et ellers ulideligt mørke. Nu er han Kejseren af Portugalien til morskab for børnene og forargelse hos voksne.

Selv om Maria Rossing spiller samtlige roller, er hun ikke alene på scenen. Vokalensemblet ÆTLA fylder det rå rum ud med otte kroppe, men endnu vigtigere med en stor medspiller. Musikken.

Louise Alenius har komponeret, og sammenligneligt med et score fra filmens verden, bidrager musikken med det, der ikke kan siges med ord, men med kor, hvis jeg må være så plat.

Det er smukt og overtager aldrig med billige virkemidler, men holder sig til at løfte og svagt underbygge stemningerne.

11 år efter Klara Gullas afrejse
Ida Grarup har med sin scenografi og sit kostumedesign sørget for, at alle øjne forbliver på personificeringen af landsbyen. Kostumer og især kejserens hat indikerer, hvilken tidsperiode vi befinder os i, det samme gælder de forholdsvis få rekvisitter og den grove pinjebark, som fylder hele scenegulvet, visualiserer bondesamfundet og nødvendigheden af jorden.

Det er ikke mange skuespillere, der får mulighed for at vise så meget i løbet af en enkelt forestilling, og mange andre havde nok knækket halsen en smule i forsøget. Men Maria Rossing giver hver bevægelse mening, og hver detalje er planlagt for at hjælpe publikums fantasi på vej. Der bliver ikke givet ved dørene, men hvis du leger med, er forestillingen Kejseren af Portugalien enestående, rørende og smuk.


Kejseren af Portugalien spiller fra 17. oktober til 14. november 2025. Edison
Varigheden er ca. 1. time og 50. minutter. Uden pause.


Medvirkende: Maria Rossing og vokalensemblet ÆTLA: Rögnvaldur Konráð Helgason, Sara Amalie Heise, Nikolaj Vangdrup Høybye, Johan Kullander, Liv Larsen-Lechuga, Alex Friis Nielsen, Nina Smidth-Brewer, Christine Bach Tofft. Skrevet af: Selma Lagerlöf. Scenetekst: Tom Silkeberg.  Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi & Kostumedesign: Ida Grarup. Komponist: Louise Alenius. Lysdesign: Christian Alkjær.

Skrevet af
Har de sidste 25 år arbejdet professionelt med kommunikation og formidling. Har modtaget arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond og legat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur for arbejdet med og forskning i dramaturgi. Medlem af Foreningen Danske Teaterjournalister. Anmelder for KULTURBUNKEREN siden 2022.
Kommentarer er lukket.