Et ujævnt, men vildt portræt
Køln 75 fortæller den lidt spøjse historie om Keith Jarretts ikoniske koncert i Køln 1975. Mange jazzelskere har sikkert lyttet til den bedst sælgende koncertplade og har ligeledes hørt masser af historier om, hvordan Keith Jarrett endte med at spille på et nedslidt øveklaver i stedet for et Grand Imperial, som han ellers altid gjorde.
Filmen bemærker sig dog ved ikke at fokusere særligt meget på Jarrett, der er reduceret til en sidehistorie, men i stedet på teenage musikpromoteren, Vera Brandes, det havde arrangeret koncerten – og hendes livshistorie er mindst lige så spektakulær.
Bag enhver musiker
Den unge Vera Brandes er virkelig barn af de flippede 70’ere og lever teenagerlivet, som var der ingen i morgen. Selvom hun er både datter af en humørforladt tandlæge og tysker, for slet ikke tale om alt for ung til at arbejde fuldtid som promoter, som bare 17-årig. Alligevel ender det med at blive hendes levevej, da hun får muligheden. For muligheden tager hun, og så ser hun sig ikke tilbage igen.
Om den nye vinkling skyldes et ønske om at fortælle den tyske side af historien, eller at man gerne har villet fremhæve en kvinde i en mandsdomineret verden, er til tider svært at sige, men Veras historie er i hvert fald nok i sig selv. Hun er fuld af livsglæde og entusiasme, og selvom alt ikke er lige gennemtænkt, er det en fornøjelse at følge hende, på hendes meget improviserende rejse.
Mellem to stole
Filmens første halvdel følger udelukkende Vera. Der bliver brugt alverdens filmtekniske kneb for at gøre hendes portræt interessant, hvad end det er flittige brud på den fjerde væg, en amerikansk musikjournalist, der prøver at forklare jazz til det almene biografpublikum, eller en rammefortælling, der springer frem og tilbage i tiden. Ingen bliver efterladt på perronen, og uden at være nedladende overfor sit publikum, lykkes det at inviteret dem indenfor i en verden og et liv, som er spændende og kaotisk.
Derfor kan man ikke lade være med at kimse lidt over de afsluttende kreative valg. For så snart vi begynder at nærme os den ikoniske Kølnkoncert, og en figurative kulmination på Veras livsvalg, bliver filmen pludselig meget mere konventionen. Uden varsel skifter fokus pludselig 180 grader, og så sidder man og ser en biopic af Keith Jarrett, der er bygget op over den samme struktur som fx A Complete Unknown.
Herefter og henimod slutningen, er der i høj grad tale om et mere klassisk og konventionelt musikportræt, der fremstår malplaceret sat overfor en film, der ellers har anstrengt sig så meget for at være atypisk og fortælle en anderledes historie, end den vi er vant til.
En energisk produktion
Selvom der er et tonalt sammenstød halvvejs, er skuespilpræstationerne til gengæld gode over hele linjen. Særligt den unge Vera, spillet af Mala Emde, er troværdig som en kvinde med ben i næsen, der hele tiden er et fejltrin fra at falde fuldstændig fra hinanden. John Magaro, der spiller Keith Jarrett, gør det også godt, i de få scener han får lov til at spille manden, og give os et lille, men kærkomment indblik i hans tankegang.
Køln 75 sælger måske sig selv som historien bag Kølnkoncerten i 1975, men er i virkeligheden mindst lige så meget et portræt af musikproduceren Vera Brandes. Det er en ambitiøs målsætning, som filmskaberne ikke helt lykkes med, og derfor ender filmen med at sætte sig mellem to stole, og hæmme begge historier.
Filmen er bedst, når den fokuserer på Vera, hendes livsstil og den tidsånd, der gjorde det muligt for ikke bare hende at blive promoter i så ung en alder, men også hvor der var plads til en person som Keith Jarrett. Desværre flugter portrættet af Jarrett slet ikke med resten af filmen. Der er en ærbødighed overfor Jarrett, som ikke er til stede i resten af filmen, og så er der ganske enkelt ikke den fornødne tid til at gå i dybde med karakteriseringen.
De mange gimmicks holder dog dampen oppe, og Vera Brandes er en interessant skikkelse, men man havde måske ønsket, at det var en film, der havde plads til både Brandes eller Jarrett.
