Endnu en hyggelig omgang
I Madklubben – Hjemme igen vender vi tilbage til de tre veninder Marie, Vanja og Berling. Efter mange års venskab er de flyttet sammen i et stort hus på Fyn, og selvom de er forskellige, er madklubben stadig deres faste holdepunkt.
Efter skilsmissen forsøger Marie at finde sig selv igen, Vanja prøver at balancere rollen som både mor og mormor, mens Berling pludselig er parkeret på sidelinjen, efter hun bliver tvunget på pension. De har alle lidt at tumle med, og vender derfor tilbage til det, de kan samme, lave mad. De beslutter sig for at arrangere en lokale madfestival, som viser sig at bringe dem tættere på hinanden og livet.
En rolig omgang coming of (old) age
Selvom sydens sol er erstattet af Syddanmark, er det ikke ensbetydende med, at filmen er blevet mere grå og kedelig. Badet i sommerens skinnede lys ligner Fyn en million, så hvis der er en ting alle tager med sig fra biografen, er det lyst til at tage ned til Danmarks have. Det er da også meget passende, at Eventyrøen, som Fyn også kaldes, lægger jord til denne søde, lille og meget rolige kærlighedsfortælling om det grå guld.
Historien om Maries forelskelse minder på mange måde om ung kærlighed, og gør det da også på papiret. Kurtiseringen mellem Marie og Torben, spillet af Michael Falch, har ufattelig mange lighedstræk med de mange kærlighedsfilm, der ellers normalt er forbeholdt unge mennesker. Vanja og Berlings konflikter er mere specifikke for den ældre generation, og de spørgsmål man stiller sig selv, i takt med, at man ikke længere bliver set på samme måde af sine medmennesker.
Den store forskel er dog ikke skuespillernes alder, men fortælletempoet. Fortælletempoet er meget adstadigt. Selv med en spilletid på knap halvanden time, føles det hele stadig langtrukket, fordi der sker så lidt. De tre kvinders problemer, er ikke dybere end præmissen, og kunne være løst på den halve tid, hvorfor man må vente forgæves på en eller anden overraskelse eller pudsighed, der aldrig dukker op.
Madklubben – Hjemme igen, går benhårdt efter at levere præcist, hvad kernepublikummet fra den første forventer. Det er sol og glade dage, i behagelige omgivelser, hvor alt nok skal løse sig, uden det bliver alt for hårdt, besværligt eller virkelig dramatisk. De tre kvinder, Kristen Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad, kører deres karakterer sikkert i havn, så man er i hyggeligt selskab, men ellers er det mere af det samme, og det er måske også helt i orden.
