En samfundssatire uden bid
I Mand op møder vi Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard), der til dagligt arbejde i en fagforening, men om natten er lederen af gruppen ’Mand Op’, der kæmper for mænd i en verden af kvinder. De har fået nok af kvindernes stigende indflydelse og rettigheder, og vil derfor tage dem tilbage.
Det lyder måske som en farlig gruppe, men vi finder hurtigt ud af, at gruppen ikke blev stiftet, som modsvar til kvindernes fremgang, men mere som et resultat af Rasmus’ vrede over, at kæresten forlod ham og blev kunstigt befrugtet, fordi hun ikke længere gad vente på hans ubeslutsomhed.
Rasmus’ mangler som kæreste er også til stede som ”frihedskæmper”, men efter et møde med en højrefløjspolitiker, føler han sig alligevel inspireret til handling, og alle feministerne står for skud.
Foto: Linda Wassberg
Et stort potentiale
Med det samme kan man spore sig ind på den humoristiske skildring af ubehagelige sandheder, som instruktør Frederikke Aspöck også tidligere har demonstreret i film som De frivillige og senest Viften.
Det er heller ikke svært at se potentialet i at bearbejde emner som feminisme, kønsroller og polarisering i kønsdebatten, og bruge komedien til at tvinge publikum til at tænke over spørgsmål om magt, ligestilling og identitet. Alene skildringen af forsmået mænd, der føler sig ramt på stoltheden, og derfor langer ud i stedet for at kigge indad, er nok til en sort komedie i sig selv. Og til at starte med, ser det da også lovende ud.
Foto: Linda Wassberg
En umorsom komedie
På papiret lyder Mand op som en meget nutidig satire. Vi møder første gang vores hovedkarakter Rasmus, der ude på badeværelset iført en elefanthue forsøger – uden den helt store succes – at lyde intimiderende, mens han leverer en hadefuld og mandschauvinistisk tale ind i en mobiltelefon.
Rasmus’ slæng er også grinagtige, hvad end det er den akademiske lærer, hvis kone er rejst med børnene, den arbejdsløse advokat, som bliver infantiliseret af sin mere succesfulde kone, for slet ikke at tale om gruppens yngste medlem, der ikke er blevet afvist af nogen kvinde endnu, men føler sig negligeret ikke desto mindre.
Spændingsfeltet mellem mændenes følelser og virkeligheden er så potent, at man forventer film kun bliver mere morsom, jo mere absurde situationerne, udvikler sig. Desværre er dette langt fra tilfældet.
Filmens største synd er nemlig, at den aldrig formår at være morsom. Allerede fra gruppens første aktion, står det klart, at tonen er endt med at være alt for seriøs til, at man kan grine af de dumme mænd. Der er jo ikke noget udpræget sjovt i at terrorisere sagesløse kvinder eller peberspraye uskyldige ansatte i en sædbank.
Måske ville folk synes, det var sjovt for 20 år siden, men i en verden, hvor denne form for radikalisering er blevet normaliseret, kan man ikke bare vælge en socialrealistisk præsentation, hvis man skal få folk til at grine over den absurde samfundssituation.
Foto: Martin Dam Kristensen
Et hadefuldt og ynkeligt persongalleri
Den ubehagelige tone bliver heller ikke hjulpet af, at filmskaberne helt åbenlyst ikke kan fordrage Rasmus og co. Der er intet forsøg på at have hverken medfølelse eller medlidenhed med dem og deres ærligt talt tragisk, selvopfyldende følelse af utilstrækkelighed. De er alle egoistiske og ofte modbydelige. Selv når Rasmus lader som om, han er glad for at hjælpe sin ekskæreste, er der en lidt for ondskabsfuld undertone.
Karakteriseringen af alle, både mænd og kvinder, er simpelthen for straight. Så det er til at forstå, hvorfor latteren udeblev, selvom jeg så gerne ville grine af den virkelighedsfjerne selvopfattelse, som mange mænd bliver fanget af i dag, og Mand Op-gruppen repræsenterer. Når du så tilføjer et mærkværdigt sidespor med en mandschauvinistisk partileder, man sagtens kunne fjerne uden nogen indflydelse på historien, og en slutning, der er så abrupt og uforløst, at den bliver genfortalt på to forskellige måder, er det svært virkelig at blive begejstret.
Mand op er måske baseret på et solidt fundament til en samfundssatire, men eksekveringen er en rendyrket tragedie. Der tales i overskrifter fra start til slut, og man bliver ikke beriget med noget nyt tankegods, fordi pointerne er så banale og ligetil. Ingen ser godt ud i en historie om ynkelige mænd, hvor alle navngivne mænd er hadefulde, og kvinderne er så passive og uopmærksomme, at man sagtens kan forstå, hvorfor mændene bliver radikaliseret – hvilket nok ikke var intentionen.
Frederikke Aspöck har tidligere demonstreret, at hun kan operere i spændingsfeltet mellem drama og komedie, men der er alt for lidt kærlighed i filmen til, at man kan grine af noget som helst.
