A Game of Thrones i dansesko

Og i dette ringhjørne……
På scenegulvet kan vi se våbenskjoldet, og lysloftet er gjort klar, som når det hænger over en boksering. Scenen er sat, og kampen kan gå i gang.

Signe Fabricius, som tidligere på samme scene har stået i spidsen for danseforestillingerne Bonnie & Clyde og I Am Gold, har sammen med hele holdet under banneret, Betty udvikler, hvor forestillinger udvikles kollektivt og på tværs af kunstarter, lavet en danseforestilling, som viser tænder, men samtidig formår at holde døren åben, så et publikum, der måske ellers ikke ville indløse billet til den del af scenekunsten, kan opleve, hvordan dansen kan hypnotisere i sin historiefortælling, uden at man føler sig koblet af.

Elizabeth I af England får kamp til stregen, da Skotlands dronning Mary Stuart flygter til England og snart efter begynder at så tvivl om, at hun i virkeligheden har mere krav på tronen end Elizabeth I.

Det er et opgør mellem søstre og en konflikt mellem religioner.

Folket bliver forført fra begge sider; der hviskes i skyggerne, der lyves og manipuleres, og andre står i kø for at få en bid af magtkagen.

I al sin enkelthed, når man ser på den verden, vi lever i her i det mærkelige og allerede absurde år 2026, er der intet nyt under solen. Den sandhed og det spejl er både forestillingens store styrke, men samtidigt nedslående budskab.

Selvom handlingen er hård kost og alt andet end tiltrængt virkelighedsflugt, bliver forestillingen, fordi den bliver serveret med ironi og humor indhyllet i popkultur, nutidig visualisering og lydbillede, et pragteksempel på, hvordan kunsten sejrer og insisterende fortsætter sin opgave.

Det lyder spicy 
MARY VS. ELIZABETH I har Astrid Elbo som Mary Stuart i den altoverskyggende hovedrolle, hvilket bliver gjort yderligere tydeligt i kostumevalget. Det meste af forestillingen er hun klædt i lyserødt, hvor Elizabeth I skifter mellem sort, hvidt og sølv. Men med tilføjelsen af en mørk læbestift virker det som om, visualiseringen allerede fra begyndelsen har suspenderet publikums egen stillingtagen, når det kommer til valget mellem godt og ondt.

Man kan også vælge at se det lyserøde som symbol på Barbie-naivitet og Elizabeth I, danset af Camilla Spidsøe, samt de andre medvirkendes blanding af sort og hvidt som brikker på et skakbræt.

Lige meget hvad jeg eller publikum tror, symbolikken er, er det gennemtænkt, flot og dragende, og når kostumedesigner Ida Grarup har tænkt og syet sports- og kamptøj ind i sammensætningerne, som samtidig gør kostumerne ekstremt dansevenlige, er det lidt af en genistreg.

Alle medvirkende dansere sørger for, at forestillingen samlet har et gigantisk højt niveau. Koreografien flytter tankerne op i nutiden, men vigtigere er, at den aldrig bliver for svær at tolke, så alle i publikum føler sig inkluderet i historiens fremdrift.

Det er Astrid Elbo, der danser hovedrollen, men det er Luc Boris André Kouadio, der stjæler opmærksomheden. Det skal han som historiefortæller også, da han er det fyrtårn, der guider os sikkert igennem dramaet, men valget af en karakter, der opfører sig som en klistret talkshowvært på et realityshow med for mange sæsoner bag sig, er et godt tænkt afbræk.

Med en cocktail af Charles Chaplins og Michael Jacksons bevægelser og trin, træder han ind på scenen på de tidspunkter, hvor andre ville give lidt plads. Det er vanvittigt underholdende og irriterende og afslører, hvordan mediebilledet ofte er en større medspiller, end de selv vil indrømme.

Free Mary
Der er kun ganske få ting, jeg efterfølgende sidder tilbage og tænker var unødvendige eller distraherende.

Den føromtalte beslutning om farverne i kostumerne, placeringen af et par flade permanente spejlsøjler, der, når lyset fra scenesiderne bliver brugt, kaster lyset tilbage mod publikum.

Selv efter forestillingen, havde jeg pletter for øjnene, da jeg lukkede dem, dette er dog nok kun en distraktion alt efter, hvor i salen man sidder.

I en cirkel i lysloftet er ca. 10 monitorer blevet placeret. De skal helt sikkert være med til at give indtryk af, at scenegulvet er en stor boksering, men de bliver brugt meget minimalistisk til et par enkelte grafiske billeder af tåge, dråber ude af fokus og et par ord, der understøtter handlingen. Det er meget og mange monitorer til meget lidt.

Men, hvis det er det eneste, jeg sidder tilbage og grubler over, mens jeg kommer mig over pletterne for øjnene, så er det jo i virkeligheden tæt på bagatelgrænsen.

Alt i alt er forestillingen MARY VS. ELIZABETH I en kæmpe gave og flot ambassadør for dansen. Den henvender sig nok mest til et ikke decideret ungt, men yngre publikum, men kan og bør ses af alle.

MARY VS. ELIZABETH I spiller fra 10. januar til 07. februar 2026. Betty Nansen.
Varigheden er ca. 1 time og 15 minutter uden pause.

Medvirkende: Astrid Elbo, Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Tobias Praetorius, Camilla Spidsøe, Adam Tocuyo/Oliver Vilhelmsen, Oliver Zohore. Iscenesættelse og Instruktion: Signe Fabricius. Koreografi: Signe Fabricius og de medvirkende dansere. Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup. Scenografi og Kostumedesign: Ida Grarup. Komponist: Jeanett Albeck. Lysdesign: Súni Joensen.