Materialists

Kategori Biografen af - juli 03, 2025
Materialists

Jagten på den perfekte partner

Materialists er den nye film fra Celine Song, der seneste stod bag den fantastiske Past Lives. Begge film behandler samme tematik, om hvordan moderne kærlighed ser ud, men denne gang er kulturforskelle udskiftet med den næsten matematiske formel, der driver matchmaking i dag.

Det er her, vi møder Lucy (Dakota Johnson), der arbejder som matchmaker i New York. Til et bryllup hos en af sine succesfulde klienter, møder hun den charmende Harry (Pedro Pascal), der lader til at være en enhjørning. Han er flot, tillokkende, rig og høj, og på alle måde den helt ideelle partner. Så da han får et godt øje til Lucy, indleder de langsomt et forhold. Men fortiden rumsterer stadig i baggrunden i form af ekskæresten John (Chris Evans), som måske ikke er perfekt, men stadig elsker Lucy. Fanget mellem de to mænd og sine ambitioner for tilværelsen, må Lucy gøre op med sig selv, hvem der er den rigtige partner til hende.

Fanget mellem to stole
Ligesom med Past Lives, er det en film, der bliver båret af dialogen. Selvom traileren ellers præsenterer filmen som et kærlighedsdrama, skal man ikke forvente de store armbevægelser eller romantiske gestusser. Der er nemlig ikke tale om hverken en klassisk romantisk komedie eller drama.

Trekantsdramaet eksisterer måske på papiret, og der er også enkelte emotionelle enetaler af personer, som ikke kan håndtere deres følelser, men disse elementer bliver aldrig sat overfor hinanden. De to bejlere kæmper fx ikke om Lucys gunst på samme tid, og hilser kun på hinanden blot en enkelt gang i hele filmen. Harry og Johns skærmtid med Lucy er meget klart opdelt, så der opstår aldrig nogen konflikt mellem de to, som ellers ofte er forventelig.

Hele præmissen med et matchmaking bureau i New York, har også mere til fælles med de analoge 1990’er, end 2020’ernes swippende Tinder-generation. Men heller ikke dette koncept bliver brugt til andet end en cinematisk erstatning, så vi ikke konstant skal se folk swipe til højre eller venstre.

Et svagt ensemble
Dramaturgien er til tider fuldstændig fraværende og aldrig særlig fængende, men et godt ensemble kunne stadig have reddet filmen. Hvem kan ikke relatere til personer, der forsøger at navigere samfundets forskruet forhold til kærlighed, i en verden, hvor alt måles og vejes.

Men i modsætning til Celine Songs debutfilm, er ensemblet ikke nær så godt. Man savner at mærke den følelsesmæssige intimitet, som de mange samtaler mellem karaktererne ellers higer efter. Dakota Johnson har ingen kemi med hverken Pedro Pascal eller Chris Evans. Alle tre leverer deres replikker med en tør unaturlighed, men Johnson fremfører dem som havde hun memoreret en tale udenad. Man tror ikke på ordene, der kommer ud af hendes mund, og så er det svært at leve sig ind i hendes søgen efter en partner for livet. Når Lucy ovenikøbet også er temmelig usympatisk og udelukkende er interesseret i de to mænd for, hvad de kan bidrage med til hende, er der ikke meget at hænge sin hat på, når man sidder gennem den ene samtale efter den anden med disse mennesker.

Materialists vil gerne tage pulsen på den overfladiske, transaktionelle opfattelse af kærlighedsforhold og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor dette ideal er så dominerende i dag. Gennem et lille kammerspil, og et overraskende dystert sidespring, kommer Celine Song frem til den åbenlyse konklusion, at kærlighed vægter tungere end en god forretningspartner, men de mange problemstillinger undervejs, kommer vi aldrig i dybden med.

Fx bliver Lucys fundamentale behov for en stabil økonomi skubbet til side, da hun finder ud af, hvem hun virkelig elsker, men så letkøbt en konklusion, står slet ikke mål med den dybsindighed, filmen ellers giver sig ud for at have. Mange af tematikkerne er interessante, men paradoksalt nok er manuskriptet og ensemblet så overfladisk, at vi aldrig kommer ind på livet af hverken dem eller de store spørgsmål om livet.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.