Feel-good som i de gamle i dage
Instruktør Peter Cattaneo, der nok mest er kendt for Det’ bare mænd, er tilbage med en ny dramakomedie baseret på virkelige hændelser. Denne gang tager Mig og pingvinen hos tilbage til 1976, hvor vi følger den livstrætte engelsklærer Tom Michell (Steve Coogan). Han har fået arbejde på en kostskole i Argentina, og selvom den politiske situation er mere tilspidset end nogensinde før, så er han stadig så uinteresseret i sine omgivelser, som nogen kan være.
Alt ændrer sig dog, da han under en ferie redder en olieramt pingvin fra en strand og ender med at smugle den med tilbage til skolen. Pingvinen får navnet Juan Salvador og bliver hurtigt et tilløbsstykke i undervisningen og en uventet katalysator for forandring i Toms liv.
Den britiske charme
Det er en klassisk, britisk feel-good film. For selvom pingvinen meget hurtigt kommer til at agere som et nuttet, emotionelt støttedyr, så bliver hverken fortællingen eller stemningen decideret pylret, som den helt sikket var blevet, havde det været en amerikansk produktion.
Fx bliver den stigende fascisme i baggrunden berørt, i takt med at Tom begynder at begive sig udenfor sit følelsesmæssige fængsel, på en måde, der forbliver alvorlig og realistisk. Voldsstyret overtager ikke historien, men er med til at tilføje en vis tyngde til begivenhederne og understrege, at der altid er noget at kæmpe for, også selvom man ikke kan se skoven for bare træer, når man er i sorg.
Coogans menneskelighed
Steve Coogan er velvalgt i rollen som Tom Michell, og formår med sin indebrændte britiske sarkasme, at gøre Tom til en mere ynkværdig end ulidelig skikkelse. For rollen som den selvoptaget brite, der kommer forbi og hjælper de uciviliserede argentinere, kunne sagtens have været katastrofal, hvis ikke nuancerne var til stede, og dem bidrager Coogan i særdeleshed med.
Denne balancegang, slipper filmen generelt godt afsted med. Det er dog ikke ensbetydende med, at de andre karakterer i ensemblet får en lige så flerfacetteret behandling. Rektoren, spillet af Jonathan Pryce, er lige lovlig overspillet, ligesom Vivian El Jaber som rengøringskvinden Maria er mere et talerør for moralske prædikener end en egentlig karakter. De udfylder alle deres funktion i manuskriptet, men ikke mere end det.
Mig og pingvinen er ikke nogen exceptionel film, men det er en opløftende og vellavet oplevelse. Visuelt er de farverige omgivelser med til at skabe en nydelige æstetik, der veksles elegant mellem humor og alvor, og Steve Coogan er et godt anker for de mange sidehistorier, som kolliderer, da han tager en lille pingvin med sig hjem.
Alt er kompetent eksekveret, måske endda lidt for kompetent, for den sikkerhed, der er i historiefortællingen, gør også, at man aldrig bliver rigtig udfordret eller overrasket. Man hverken skraldgriner eller græder undervejs, så der tales i sidste ende til de allerede indviet. Er man dog interesseret i en klassisk feel-good oplevelse, med fødderne solidt plantet i virkeligheden, kommer man ikke til at gå galt i byen med engelsklæreren Tom Michell og pingvinen Juan Salvador.
