Min mægtige mor

Kategori Teater af - september 08, 2025
Min mægtige mor

En mormor. En mor. En datter

Jeg har købt en shampoo, der er god mod stresset hår
Foran den lukkede dør sidder mor standhaftigt med alle sine fejl og mangler, men også med en kærlighed større end livet og en menneskelighed skrevet af Rikke Wölck, så alle kan se sig selv eller deres mor spejlet i Karen-Lise Mynsters kraftpræstation.

Der er tre skuespillere på plakaten, men som minutterne går, fortsætter mors monolog, og som universet foldes ud, synes vi også på grund af den stærkt skrevne tekst at kende datteren på den anden side af døren, som ellers forholder sig tavs.

Da Laura Bro og Rikke Wölck endelig træder på scenen, skifter stemning og tone, der ellers med perfekt balance havde skabt en forestilling, der, da tæppet falder, kommer til at føles som en forestilling inde i en forestilling.

Sarkasmen viser stadig sit ansigt, men melankolien i de resterende minutter tager ofte kvælertag på monologen og tvinger resten af forestillingen ikke i anden retning, men i et andet og unødvendigt lysindfald.

Solen er så rød, mor
Nu er der jo ingen regler for, hvordan man kan og må bygge en forestilling op, og koncentrerer jeg mig om den resterende del efter monologen, så bliver det hurtigt tydeligt, at når det kommer til mormordelen, er teksten lige så hårdtslående og rammende i sin blanding af selvbebrejdelse og bagklogskabens klare lys, den, der kommer med tiden.

Det efterlader datteren som et enigma og en gåde, vi aldrig får nøglen til at løse. Som mennesker i virkeligheden, ja, men som tidligere skrevet, synes vi at have kendskab til datterens situation, men hendes kamp med at acceptere universets tilstand og egen plads i det som repræsentant for den yngre generation står uforklaret tilbage, næsten som en forvirret teenager, der insisterer på at være eller ikke være, gøre eller ikke gøre ting uden dybere mening.

Måske et bevidst valg, men som publikum mangler jeg svar på mange spørgsmål, når det kommer til denne ene karakter.

Min mægtige mor spiller for fulde huse frem til 4. oktober og kommer til at krumme mange tæer i mødrenes sko, samtidig med, at generationer kan mødes, og samtaler om morens rolle uundgåeligt vil opstå efterfølgende.


Min mægtige mor spiller fra 06. september til 04. oktober 2025. Teatret ved Sorte Hest.
Varigheden er ca. 1 time 20 min. uden pause.


Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Rikke Wölck, Laura Bro. Manuskript: Rikke Wölck. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenograf: Kisser Rosenquist. Lys- og lyddesign: Mikkel Magnus Olsen. Produceret af: High Noon Teaterproduktion.

Skrevet af
Har de sidste 25 år arbejdet professionelt med kommunikation og formidling. Har modtaget arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond og legat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur for arbejdet med og forskning i dramaturgi. Medlem af Foreningen Danske Teaterjournalister. Anmelder for KULTURBUNKEREN siden 2022.
Kommentarer er lukket.