Mira

Kategori Biografen af - december 11, 2025
Mira

Den svære overgang fra barn til voksen

Baseret på den populære bogserie af Sabine Lemire, følger vi i Mira følger den 12-årige titelkarakter, der står overfor en naturlig skillevej i livet. Hun elsker stadig at lave krea-projekter sammen med sine bedste venner Naja og Louis, men befinder sig i overgangen mellem barn og voksen. Flere af de andre piger i klassen er begyndt at snakke rigtig meget om kærlighed, men Mira har slet ikke de følelser endnu.

Det store dilemma opstår dog, da klassens nye pige, Beate, begynder at blive venner med Naja. Sammen skaber de to en kærlighedsklub, hvor piger kan tale om deres forelskelser. Med frygten for at miste sin bedsteven i baghovedet, prøver Mira at blive en del af klubben, men det er svært, når man aldrig har været forelsket.

Foto: Martin Dam Kristensen

Fuld af kærlighed
Det lyder måske ikke som en historie, der kan bærer en hel spillefilm, men det er heldigvis ikke tilfældet. Vi bliver gennem en voice-over og Miras dagdrømmeri virkelig inviteret indenfor i livet som helt ung teenagepige.

Man skal fra den ene dag til den anden forholde sig til rigtig mange nye ting. Jeg kan ikke vove og påstå, det nogensinde har været mit liv, men fordi filmen er så gennemgående ærlig i sin skildring af Miras liv, kan jeg alligevel genkende situationerne, når man skal balancere barnlig fantasi og de første skridt i den alvorlige ungdom.

Filmen formår at indfange den usikkerhed, der også følger med, når venskaber forandrer sig i denne periode, og relationerne pludselig ikke længere er så enkle mere. Denne specificitet gør overraskende nok fortællingen om Mira til ikke bare et portræt af en pige, men af en hel generation.

Det er dog ikke nogen fejlfri film. Selvom jeg efterhånden er ved at være oppe i årene, og ikke kan påstå at befinde mig i coming-of-age stadiet af livet, er der stadig elementer i skildringen af Mira og hendes jævnaldrende, der virker som noget en voksen har fundet på. Børnene er fx virkelig gode til at præcisere deres følelser med sprogbrug, der ville gøre alle psykologer arbejdsløse, men samtidig er de heller ikke mere selvbevidste end, at de stadig kan blive klassisk småpigefornærmet over, at ens ven tilbringer mere tid med den nye pige i klassen, uden at kunne udtrykke sig tydeligt.

Dramaturgiske forenklinger som disse er dog under bagatelgrænsen. For Mira er et charmende ungdomsportræt fuld af kærlighed til børne- og ungdomslivet. Jeg ved ikke, hvor de har fundet de unge skuespillere, men de fremstår virkelig som børn, når de omgås hinanden, og man holder virkelig af dem alle. Det er måske hverdagsproblemer at finde ud af, hvem man skal være sammen med efter skolen, men det er også et stort problem, når man er 12 år, og derfor er det også værd at værne om den tid i livet.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.