En uklar, men tankevækkende oplevelse
I Miroirs No. 3 møder vi den unge klaverstuderende Laura (Paula Beer), der overlever en bilulykke, hvor hendes kæreste omkommer. Dybt rystet bliver hun taget ind af en ældre kvinde, Betty (Barbara Auer), der bor i et lille hus på landet, og som passer på hende med en næsten moderlig omsorg. Der går ikke længe, før de finder en harmonisk rutine sammen i hinandens liv, men under overfladen lurer en dyster fortid, der ikke kan gemmes væk for evigt.
Altid bemærkelsesværdig
Det er altid interessant at se en film af Christian Petzold, og Miroirs No. 3 er ingen undtagelse, dog er oplevelsen lidt mere broget og mindre stilren end tidligere produktioner.
Petzold har aldrig kunne se sig fri for en meget kunstigt, opstillet dialog. Karaktererne taler sjældent som virkelige mennesker, men nærmere som ødelagte skabninger, der altid leder efter de rigtige ord, men aldrig finder dem. Det skal ikke forstås som en kritik, så meget som hans kendetegn, og noget, der har gjort hans film dragende, og som altid indbyder til yderligere refleksion, så snart man gå ud af biografen.
Vi når dog nye højder, hvad angår akavet interaktioner, for ikke nok med at Laura, Betty og senere hendes søn og mand, alle efterlader masser af tomrum i deres samtaler, afbryder de ofte stilheden ved at stille det samme spørgsmål to gange. Jeg skal ikke kunne sige, om der er en dybere mening bag de mange gentagelser, som gik min næse forbi, men det fremstod i perioder mere som tidsudtræk end eftertænksomhed denne gang.
Filmens store trækplaster
Hvad der dog er lige så klart som altid er, at Paula Beer forbliver en tillokkende skikkelse foran et kamera. Efter en række biroller har Petzold endelig givet hende en hovedrolle, og det er et stort trækplaster at kunne vende objektivet mod hende, og lade hendes gestikulationer og mimik diktere filmens fortælletempo. Hun kan noget særligt, som er svært at sætte ord på, for hun løfter enhver produktion, ved sin blotte tilstedeværelse. De bedste scener også uden tvivl, når vi bare følger Laura, og forsøger at forstå, hvad der mon foregår i hendes hoved.
Derfor ender Miroirs No. 3 som en mere ujævn oplevelse, end tilfældet har været tidligere for Christian Petzold. Historien er overraskende ligefrem på en måde, som man ellers ikke har set før af Petzold. Jeg sad gennem hele filmen og ventede på en uventet drejning, der aldrig kom. Det er nok en selvforskyldt fejl, men noget som er værd at have med i forventningsafstemningen. Med sin korte spilletid, er det dog let at bære over med, og med den altid fantastiske Paula Beer i hovedrollen, skal man nok endnu engang blive efterladt med masser af stof til eftertanke.
