Pixar er på rette vej
Det har været nogle hårde år for Disney Pixar. De har kæmpet med at finde melodien, men måske er deres seneste film et tegn på, at de er på rette kurs. Selve præmissen for Mission: Bæver er ellers klassisk Pixar. Her følger vi den unge kvinde Mabel, som elsker dyr og naturen. Derfor kommer hun i karambolage med byens borgmester, der vil bygge en motorvej gennem et åndehul, for at forkorte køretid til og fra byen med fire minutter.
Det vil Mabel selvsagt ikke finde sig i, og derefter er hendes første tanke da også, da hun ad omveje ender med i en robot-bæverkrop ikke, at det er helt vildt syret, men i stedet at mobilisere skovens dyr, hvilket selvfølgelig ikke er så ligetil. For selvom man er dyreelsker, kender mennesker stadig ikke dyrene, så det er noget af et kulturchok, der venter Mabel, da hun begiver sig ud i dyrenes rige.
Gakket og festligt
Hvor man kan mærke, at filmen er en Pixar-produktion er i selve produktionsværdien. Der er kælet for detaljerne på en måde, som man ikke ser i andre amerikanske animationsfilm. Dyrene er enormt ekspressive, men sjældent overanimeret. Alt er er velovervejet og fortalt visuelt, som når dyrene skifter fra at ligne tegneseriefigurer til at få fotorealistiske øjne, hver gang de taler til mennesker, som ikke kan forstå dem. Det er bare et lille eksempel ud af mange småting, der gør det til en fornøjelse at se, også når man er voksne.
Alt er ikke fuldstændig overgearet som en Sony Animationsfilm, der er tænkt lidt mere over hvordan hver enkelt del spiller ind i helheden og det er stadig noget, som de færreste kan gøre Pixar kunsten efter. Det er de små spidsfindigheder i Mabels eventyr og mødet med et hav af forskellige dyr, der løfter filmen ud af middelmådigheden, og gør det enormt underholdende.
Et produkt af sin samtid
Hvor man desværre også godt kan se, at filmen ikke kommer op på siden af Disney Pixars mesterværk for snart 20 år siden, er i fortælletempoet. Nogle sammenligninger er mere åbenlyse end andre, som fx indledningen, der vækker minder til Op, men hvor en animationsfilm i 2009 ikke var bange for at have en lang og følsom montage, uden nogen hæsblæsende action, må vi tage til takke med 30 sekunders ro ved et åndehul sammen med Mabels bedstemor, og så må vi nøjes med en række flashback undervejs. Mere tid kan man øjensynligt ikke få, for så kan det moderne, utålmodige biografpublikum ikke sidde stille og koncentrere sig længere.
Det er virkelig ærgerligt, at der er sådan en gennemgående frygt for at kede sit publikum og nærmest give op på forhånd. At der ikke er tid til at dvæle ved tabet af ens bedstemor, uden at skulle skynde sig videre til en lang række vittigheder, så man ikke mærke ubehageligt alt for meget, er lidt af en fallit erklæring.
Mission: Bæver er helt klart en opgradering, efter sidste års skuffende Elio. Hvor Elio var fuldstændig blottet for personlighed og charme, finder man masser af den her, ligesom Mission: Bæver også er overraskende morsom i flere passager, både for voksne og børn.
Fortælletempoet er stadig alt for hurtigt til min smag, og det gør mere skade end gavn. På samme måde savner man også, at forfatterne tør have en rigtig skurk, selvom Disney i snart mange år har arbejde ud fra devise om, at det ikke må være nogen rigtig onde karakterer i deres film længere.
Det er selvfølgelig fint at arbejde ud fra et ideal om, som Mabel formulerer det, at alle mennesker er gode inderst inde, men det fjerner også enhver mulighed for virkelig at overraske og røre en – hvilket var det, der gjorde Pixar til noget særligt i 90’erne og 00’erne.
