Når fortidens traumer bliver til teater

Den nye film, Mors drenge, fra instruktør Jesper Dalgaard, der virkelig slog sit navn fast med debutfilmen, Kandis for livet, fortsætter i samme stil. Denne gang tager historien udgangspunkt i et bittert afskedsbrev, som Jette Dreyer efterlod til sine fem sønner ved sin død. Det er dog ikke et kærligt brev, som man måske ville forvente, men rendyrket had til sine egne børn. Der lægges ikke fingre imellem skuffelsen over de tre ældste, mens de to yngste, inklusiv den velkendte Adrian Hughes, fremhæves som de helt store lyspunkter i hendes liv.

Med afsæt i det destruktive brev, starter dokumentaren med at følge Adrian Hughes’ forsøg på at forstå, hvem hans mor egentlig var. Hurtigt ender det dog med at være et portræt af hele hans familie, og hvordan moren stadig hænger som en sky over deres liv, selv hos den fraværende far, der forlod familien for at tage på eventyr i udlandet.

Drama for alle pengene
Der er nok med drama til en hel tv-serie, hvis man gik metodisk og klassisk til værks med gravearbejdet. Fordi med det omsorgssvigt, som Jette har udført mod sine sønner, er der ikke grænser for, hvor meget det har påvirket dem og stadig kommer til at gøre det.

Jesper Dalgaard stiller sig dog ikke tilfreds med at gøre ligesom alle andre, og har derfor valgt at blande dokumentaren med iscenesættelser, der opbløder grænsen mellem virkelighed og fiktion.

Ikke nok med at kendte og dygtige skuespillere som Birthe Neumann, Asta August og Jakob Cedergren lægger krop til brødrenes forældre i genskabelser af deres minder, så instruerer brødrene også skuespillerne. Der er fx et tidspunkt, hvor Asta August får at vide, at moren var meget mere følelsesladet i en scene, og så bliver de ved med at tage scenen om, indtil den er som den ene af brødrene huskede det.

Det er et mærkværdigt tankeeksperiment, der med et bliver til virkelighed, og selvom det er fængslende som seer, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det psykologisk påvirker familien. Det er en grad af voyeurisme, som gør ondt at se på, for har de her voksne mænd ikke være igennem nok, uden at få deres traumer dramatiseret for vores underholdningsskyld.

Manglende medfølelse
For hvis der er et punkt, hvor Mors drenge står svagt, er det, at man savner den medfølelse i produktionen, som der ellers advokeres for i filmens budskab. Vi ved allerede, hvor forfærdelig moren har været, da vi som det første hører hendes brev, og det virker i perioder til at gøre mere skade end gavn, når brødrene nærmest bliver tvunget til soning med deres 96-årige far, som på intet tidspunkt har udvist interesse i deres liv.

Mors drenge sætter gang i tankerne. Den beviser, at Jesper Dalgaard er en instruktør, der virkelig tør presse konventionerne, og efter den mere sentimentale Kandis for livet, ikke vil sættes i bås som en filmskaber, der kun vil fortælle enkle og opløftende historier.

Produktionen er effektfuld, og den vil sikkert røre en del, der går og tumler med konflikter i familien, men jeg sad personligt med en lidt blandet smag i munden, da måden, traumerne bliver bearbejdet på, er på kanten af dokumentarens etiske grundlag. Der er uden tvivl en masser at tale om, men hvorvidt det er en entydigt vellykket dokumentarfilm, stiller jeg mig tvivlende overfor.