Legendariske Agatha Christie viser stadig vejen
Har de lyst til at se deres værelse?
Velkommen til Monkswell Manor, hvor det unge ægtepar Mollie og Giles for første gang åbner dørene til deres pensionat.
Man kunne sagtens begynde med sætningen, ”Det var en mørk og stormfuld aften.”
En efter en ankommer gæsterne, og før værterne kan nå at bevise, hvad de kan, skygger et mord for hyggen og freden. Mordet er sket i London, men en kriminalassistent banker på døren, for med al sandsynlighed er morderen en af dem, der befinder sig på Monkswell Manor.
Så kan publikums gætteri begynde.
Musefælden har haft over 30.000 forestillinger i Londons West End siden premieren i 1952, og nu kan den opleves på Folketeatret i en genistreg af en scenografi, der sammen med kostumer og make-up lader publikum opleve illusionen af en god, gammeldags film noir i sort-hvid med voldsomme lyskontraster og plads til at lade Agatha Christies værk, som er en krimigenre i sin egen ret, folde sig ud.
Den klarsynede scenografi gør, at alle i salen er indstillet på at acceptere et meget langsommere tempo, da det forventes af den cinematiske genkendelighed, der tidsstempler alt inden for scenens ramme. Jeg kan ikke understrege nok, hvor fremragende godt tænkt, det er.
Her skal jeg skynde mig at tilføje, at selv om jeg deler efternavn med scenografen, er vi ikke i familie, og vi kender ikke hinanden.
Tre blinde mus
Musefælden er en klassisk opsat whodunit med alt, hvad der hører til. Alle opfører sig mistænksomt, og alle har noget at skjule. Der er, hvis man dykker ned i detaljerne, overvældende mange setups eller spor, om man vil, som kan holde ens egen indre detektiv beskæftiget med andet og mere end de mange replikker, der gør det samme.
De medvirkende har tid og plads til at forme deres karakter, så den passer ind i det føromtalte tidsstempel, men måske bliver tempoet her alligevel lidt af en hæmsko. Hvor det fysiske arbejde har fundet vej til en frisk karikatur, der tør svinge lidt med armene, følger udforskningen af manuskriptets muligheder i replikker og vildskab ikke med i samme grad.
Når det er mest tydeligt, er det som at se en væddeløbshest blive holdt i snor, og især Mikkel Becker Hilgart får sjældent mulighed for at gøre det, som han ellers er bedst til.
Som det ser ud lige nu, kunne i alle have gjort det
Det er forståeligt, at denne opsætning af Musefælden har truffet de valg, den nu har. Der er traditioner, restriktioner og sikkert alt muligt andet, man på næsten religiøst vis ikke tør lege med, da Musefælden har den historik, som den har.
Da den spiller på Folketeatret, skal den også omfavne et folkeligt publikum, og så må det være sådan. Men havde man satset på farcen i sin kompromisløse form, havde det måske været årets forestilling.
Musefælden er, på trods af mord og mistillid, en god og hyggelig aften i teatret. Lys, lyd, kostumer og scenografi har ydet og leverer en ekstraordinær indsats. De monumentale skift til farver er vidunderlige, lysets leg med genrens muligheder holder mig engageret og interesseret i den visuelle medfortælling. Forestillingen præsenterer flot fortidens traditioner, mens den dypper tåen i fornyelsen.
Musefælden spiller fra 10. september til 31. december. 2026. Folketeatret.
Kan samtidigt opleves på turné
Varighed: 2 timer og 20 min. inkl. pause
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir. Dramatiker: Agatha Christie. Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby. Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg. Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld. Scenografi: Frederikke Dalum.
