En oplevelse af de helt store

Kan folk dog ikke tale rent i dette land?
Professor Henry Higgins, Eliza Doolittle, Oberst Pickering og Alfred P. Doolittle er alle sammen navne, man kan finde i toppen af musicalpyramiden, og på Det Ny Teater kan man lige nu opleve hvorfor.

My Fair Lady handler om mange ting, men kernen er klasseforskel, og hvor meget eller måske hvor lidt, der, ud over finanser, skal til for at blive betragtet som noget værd i samfundet. Om det er berettiget eller retfærdigt, er ikke en del af regnskabet.

Det gjorde og gør musicalen til vigtig samfundskritik, kamufleret som romantik, og det er et interessant tidspunkt i vores egen lille Danmarkshistorie at kunne opleve debatskabende kunst forklædt som tryllebindende underholdning.

At romantikken samtidig langt fra bliver forløst som forventet, er yderligere lige så interessant og gør op med den ellers så ofte insisterende Hollywood-slutning.

Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at det er hensigten med valgene og opsætningen på Det Ny Teater, men ikke desto mindre er det prisværdigt.

My Fair Lady fra 1956, baseret på forestillingen Pygmalion, skrevet af George Bernard Shaw i 1913, handler om den forandringsresistente og svært selvoptagede professor i fonetik Henry Higgins. Nærmest som en spøg påtager han sig opgaven at undervise Eliza Doolittle, en blomsterpige lavest placeret i arbejderklassen, så hun kan tale anderledes kultiveret og fremstå som en del af det bedre borgerskab, uden at nogen opdager hendes ophav.

Med lidt lykke og lidt held
Mine damer og herrer Tommy Kenter. Rollen som Eliza Doolittles far Alfred P. Doolittle er som skabt til Tommy Kenter, der har stået på selvsamme scene siden han var 10 år gammel. Det kan ses og mærkes, at skuespilleren i høj grad føler sig hjemme og kommanderer publikums opmærksomhed med den største selvfølgelighed.

Sangene ”Med lidt lykke og lidt held” og ”Alfred skal giftes” har altid været store trækplastre til forestillingen og ikke mindst filmatiseringen. Forventningerne bliver i høj grad indfriet, og i samarbejde med ensemblet, som har et mærkbart højt niveau, løftet til et af forestillingens absolutte højdepunkter.

Der er i det hele taget et stjernegalleri af medvirkende, og dem vender vi tilbage til om lidt.

For det er langt fra kun de fremragende skuespillere, der får denne opsætning til at indtage sejrsskamlen og vise sig selv som en mesterlære i genren og i scenekunsten generelt.

Kjolerne, kostumerne, kulisserne og rekvisitterne er alt sammen overvældende, og detaljegraden må få teatrets revisor til at svede.

My Fair Lady på Det Ny Teater ligner på alle tænkelige måder en forestilling, der er ment til at have en spilleperiode uden planlagt udløb.

Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men det er næsten den eneste måde, jeg kan beskrive, hvor mange kræfter der er lagt i hele den visuelle fremtoning. Det er vidunderligt gennemført.

Hvorfor er kvinder slet ikke som mænd?
Peter Plaugborg har dårligt nok lagt Kaptajn von Trapp ned i kufferten, før han står tilbage på scenen i Det Ny Teater i en karakter, der lugter en lille smule af rollemæssig fastlåsning.

MEN han vrider sig hurtigt løs, og sammen med iscenesætter Martin Lyngbo vælges en anden kurs end førsteelskeren, som ellers havde været den sikre vej at køre på.

Med fremførelsen af ”Hvorfor er kvinder ikke som mænd” får vi en lille smule mere af den komiske side at se, og det er klædeligt.

Kim Hammelsvang er altid en fornøjelse, også i denne lidt mere tilbagetrukne støtterolle, der kan få Professor Henry Higgins til at tale. Det samme gør sig i øvrigt gældende for Hanne Uldal.

Sebastian Harris skal på meget kort tid overbevise os alle om Freddys oprigtige fascination af den rapkæftede dame, han hørte råbe efter hestene på væddeløbsbanen. Det bliver med sangen ”På den vej hvor du bor.” Jeg bliver overbevist, og det er dejligt med lidt tiltrængt ægte romantik, men samtidig bliver det så meget mere tydeligt, at Eliza ikke på noget tidspunkt nærmer sig følelser for den stakkels amorramte Freddy.

Det er umuligt at komme udenom Susse Wold, der har valgt at vende tilbage til de skrå brædder, og så er det jo dejligt at se, at det ikke (bare) er som galionsfigur for et billetsalg, men at rollen er med til at skabe den føromtalte samfundskritik og give en i nutidige øjne mere selvstændig personkarakteristik.

Sofie Topp Christensen har filet kaninøerne helt ned og er transformeret fra en af De vilde kaniner til den rapkæftede blomsterpige Eliza.

Det er et kæmpe ansvar og opgave at lave et portræt af en stærk kvinde, der lader sig iscenesætte socialt, men samtidig bibeholder sin selvopfattelse og selvstændighed til selv at vælge i datidens og forestillingens patriarkalske verdensopfattelse.

I min optik er det muligt at det bliver en smule svært at se igennem det hårde ydre, men gennem stemmen og sangen får vi det, der ellers ikke bliver vist, og jeg er med Eliza hele vejen. Bravo.

Bare vent Henry Higgins
Betyder det så, at der udelukkende er roser fra den beskidte blomsterpiges kurv? Ja, det gør det faktisk næsten.

Der er en tendens til, at selve historiens udvikling, diverse valg og beslutninger karaktererne træffer, bliver opslugt af alle de mange herligheder og efterlader små uopklarede mysterier, der ellers er vigtig viden for fortællingen.

Som altid, når det kommer til Det Ny Teater, er en kæmpe og vigtig del af forestillingen slet ikke det, man kan se på scenen, men det, der kommer fra orkestergraven.

Under musikalsk ledelse af Per Engström leverer de 13 musikere det vigtigste bidrag. Jeg ville ønske, at samtlige musikere kunne komme med op på scenen til applaus, for de fortjener alle at blive fremhævet for deres kolossale bidrag til forestillingens helhed og det, der unægteligt er et tværkunstnerisk værk.

My Fair Lady på Det Ny Teater er et festfyrværkeri af alt det bedste, teatret har at tilbyde.

My Fair Lady spiller fra 5. februar til 26. april 2026. Det Ny Teater.
Varigheden er ca. 2 timer og 50 min. inkl. Pause.

Medvirkende: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Tommy Kenter, Susse Wold, Sebastian Harris, Hanne Uldal, Søren Bech-Madsen, Mette Ladekarl, Matthew One Bailey, Christian Haagen Birkvang, Vito Gram, James Leece, Mikkel Hoé, Søren Bang, Nikoline Harriet Breienholt, Juliette Schaufuss, Christian Bergman, Mira Balloli, Linda Arunee Drenck, Nahia Gil Harris, Nadin Reiness, Cecilie Hedin Klagenberg, Paul James Rooney, Walter Dagø Andersson, Albie Petersen Leece, Magnus Trustrup Sørensen, Saxo Normann Holm, Elliot Hansen, Cornelius Karlsson, Olivia Walker Hjort, Ane Petrea Frederiksen, Molly Juhl Hoffmann. Dirigent: Per Engström. Orkester: Nicolai Schultz, Bo Skjold Christensen, Elizabeth Gibbs, Henriette Holk, Jens Gotholdt, Ian Price, Timothy Lutte, Jesper Christensen, Francesco Cali, Piotr Gasior, Karoliina Koivisto, Ida Nørholm, Henrik Simonsen. Iscenesættelse: Martin Lyngbo. Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Koreografi: James Leece. Koreografassistent: Paul James Rooney. Lysdesign: Malthe Haugaard.