Tredje del af Spøgelsestrilogien
Hør hvor stille her er
Hvis du er indstillet på at lade logikken blive ude i foyeren, og hvis du samtidigt kan se videre og forbi den egoisme og selvoptagethed, der følger med Henrik Ibsens værk, så er Når vi døde vågner et altid spændende bekendtskab.
Der er ingen tvivl om, at Ibsen har udforsket sin egen adfærd og sit eget syn på, hvad titlen kunstner tillader af opførsel, lån og tyveri af andres liv, og hvilke konsekvenser det har for dem, man frivilligt eller ufrivilligt bruger i sit virke.
Arnold Rubæk har mulighed for at rejse, spise og leve godt sammen med sin unge hustru Maja.
Men der på badehotellet er det meget tydeligt, at han er død indeni. Inspirationen har forladt ham og det for længe siden.
Som et spøgelse dukker hans tidligere muse Irene op. Hun stod model til hans mesterværk, og måske er hun vejen tilbage til lyset og passionen? Men Irene er også død indeni. Hendes sjæl er fanget i den kunst, han lever af. Hun er et offer, fanget i det usynlige og uforklarlige bånd, der opstår mellem kunstner, model og kunstværk.
Jeg gav min sjæl
Benjamin Kitter spiller overbevisende en aldeles virkelighedsfjern og egoistisk Arnold Rubæk. Det er en fornøjelse at opleve portrættet af kunstnerens navlepilleri, godt balanceret af Louise Davidsens Irene, der er både resigneret og forførende, mens hun prøver at forstå, hvad der drager hende tilbage til ham. I midten står det nye offer Maja, heldigvis spillet alt andet end naivt af Rosemarie Mosbæk.
Hun er ung og sulten på livet, hvilket giver en god kontrast til Arnolds ugidelighed.
Scenografien leder tankerne mere mod Grækenland end Norge, med de buede døre, marmorgulvet, som i sin dobbeltbetydning kan bruges som kunstnerens redskab, to strandstole, rammet ind i gennemsigtige gardiner som en lille privat cabana, og de blå og hvide farver. Det er friskt og svalende at se på, og sammen med et sanseligt musikalsk lydbillede lader vi os villigt glide ind i dødssøvnen.
Det var det, jeg døde af
Arnold Rubæk og Maja ligger der på stolene og sover som de døde, mens publikum finder deres pladser. Da lyset går ned, bliver de liggende. Længe. Alt for længe. Det er helt sikkert overlagt og et forsøg på at lade roen og koncentrationen sænke sig over værket, men introen bliver trukket for langt og gør det modsatte, så fordybelsen med det samme bliver sat på prøve, mens publikum begynder at rumstere.
Sammen med Odense Teater lavede Husets Teater et samarbejde, som hedder Spøgelsestrilogien.
Det blev til Gengangerne i 2024, Fruen fra havet i 2025 og nu Når vi døde vågner i 2026. Alle tre værker er af Henrik Ibsen.
De to første forestillinger stod Husets Teaters kunstneriske chef Liv Helm for, men til den tredje og sidste er det Anastasia Holst Nørlund, der sidder i instruktørstolen.
Hun har lavet en forestilling, som står sammen med de to andre i trilogien, men samtidig står alene, som den skal og bør kunne.
Når vi døde vågner på Husets Teater og senere Odense Teater er ikke nogen nem forestilling, men det er der vel heller ikke noget krav om, at det skal være. Det er et spændende dyk ned i en kunstners psyke, og selv om det oprindeligt er skrevet i 1899, er det de samme indre dæmoner, kunstneren og musen slås med, her i 2026 og nok til evig tid.
Når vi døde vågner spiller fra 12. september til 14. oktober. 2026. Husets Teater.
Odense Teater fra 3.1 oktober til 21 november.
Varighed: 80 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Rosemarie Mosbæk. Instruktion: Anastasia Holst Nørlund. Tekst: Frit Efter Henrik Ibsen. Bearbejdelse: Liv Helm. Konceptuerende Scenograf & Kostumedesigner: Petruska Miehe-Renard. Realiserende Scenograf & Kostumedesigner: Franciska Zahle. Dramaturg: Sosha Teperowska. Lyddesign: Erik Christoffersen, Steen Ejler Penhoat Askegaard. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Instruktørassistent: Billie Hviid Andersen. Kunstig Mad: Anna Dyrby. Co-Produktion: Odense Teater & Husets Teater. Foto: Emilia Therese.
