Park Chan-wooks samfundssatire med moralsk kompas kulminerer i et mesterværk
Den sydkoreanske instruktør Park Chan-wook har aldrig været bange for store emner, moralske gråzoner og æstetisk overrumplende kamerabevægelser. Han er manden bag den ikoniske Oldboy, den erotiskladede The Handmaiden og den melankolske thriller Decision to Leave. Med sin nyeste film vender han blikket mod kapitalismens pris og den moderne familiefars desperation i en skarp, legesyg og uhyggeligt genkendelig samfundssatire.
Vi følger Man-soo (Lee Byung-hun), en mand der – efter sydkoreansk middelklassestandard – har alt: en kærlig familie, børn, hunde og et stort hus. Da hans papirfirma bliver globaliseret og effektiviseret, mister han pludselig sit job. For Man-soo er det ikke blot et økonomisk nederlag, men et eksistentielt sammenbrud. I et desperat forsøg på at fastholde sin livsstil og sin identitet begynder han at tage drastiske midler i brug – og langsomt eliminerer han sine konkurrenter én for én.
En legesyg og troværdig klasseskildring
Lee Byung-hun, som mange i dag vil kende fra Squid Game, leverer en fremragende præstation som den pressede familiefar, der gradvist mister fodfæstet. Han balancerer elegant mellem det genkendelige, det tragiske og det mørkt komiske, og man forstår hans handlinger – samtidig med at man frygter dem. Park Chan-wook er eminent til at skildre mennesker, der langsomt krydser moralske grænser, og her er ingen undtagelse. Også Son Ye-jin er stærk som Man-soos kone: en nuanceret figur, der ikke blot er den støttende hustru, men et menneske, der hele tiden er på kanten af at opdage sandheden – uden at filmen falder i fordømmelsens fælde.
Filmens visuelle udtryk er i topform. Park Chan-wook leger konstant med kameraet – helt ned i detaljen, bogstaveligt talt ned i det tomme whiskyglas – og skaber en billedside, der både er kontrolleret og uforudsigelig. Filmen kan i ét øjeblik være næsten stum og observerende, for i det næste at eksplodere i stilistisk voldsomhed, der minder om både Tarantino og Parasite. Kontrasterne mellem ro og kaos, humor og brutalitet er en del af filmens DNA.
I modsætning til mange andre klasseskildringer handler filmen ikke om forskellen mellem arbejderklasse og overklasse, men om frygten for at falde. Man-soos desperation udspringer ikke af fattigdom, men af angsten for at miste det gode liv – også selvom familien sagtens kunne have overlevet mere beskedent. Det er netop denne frygt, Park Chan-wook udstiller med kirurgisk præcision. Selvom filmen kredser om tunge emner, formår den at være både engagerende og overraskende morsom. Det er en film, der får publikum til at grine, gyse og reflektere – ofte på samme tid.
Park Chan-wook beviser endnu engang, hvorfor han er en af vor tids mest interessante instruktører. Filmen er underholdende, tankevækkende og visuelt betagende – et værk, der sætter sig fast længe efter, at rulleteksterne er færdige.
